The Crystal Cave

Trip Start Aug 06, 2012
1
49
59
Trip End Feb 02, 2013


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow

Flag of Belize  , Cayo,
Wednesday, January 9, 2013

Da vores dage her i San Ignacio bliver meget planlagt efter vejret, så kan vi stå op hver morgen klokken 6 og spørge vores tour-bureau om vi kan komme afsted til vores ønskede grotte idag eller om den er oversvømmet. Idag tog endte vi nede i Blue Hole National Park, hvor at krystal-grotten ligger eller Cow Shed Grotten, som de også kalder den. Ja, navnet kommer af at der engang er blevet fundet et skelet af en ko, der er falder derned. Nå men i regn og mudder startede vi med en times gå / hårdt travetur i mudder halvt op af benene over skrænter og med glatte rødder, kæmpe mudderpøle og træer med pigge en halvhård opstigning til grotten. Der spiste vi en medbragt frokost, hvorefter at udstyret dvs rebene som vi skulle fire os ned i grotterne med blev bundet rundt om træerne og vi blev udstyret med hjelme og pandelamper og alverdens sikkerhedsinstrukser. Det skal allerede her nævnes, at vi var blevet fortalt, at det var en ret hård fysisk udmattende tur, ydermere måtte man ikke være bange for mørke, højder eller klaustrofobisk. Vi tilføjede at overvægtige eller kraftige (som nogle i vores gruppe tenderede til) heller ikke var en fordel. Vi begyndte nedstigningen i de mørke huler, der også var ekstremt mudret - men med kyndig vejledning fra guiderne Gonzo og Aaron fik vi de kommende 7 timer klatret rundt dernede. Kæmpe klippestykker var falder ned i den 12 km dybe hule og afgrunden er næste stop, så man skulle holde tungen lige i munden og virkelig være sikker på, at stenen man skulle sætte af fra eller hoppe ned på ikke var løs. Mange maya'ere er allerede døde i den hule. Mange steder var der passager så små at vi måtte ligge på rygge og skubbe os frem i mørket med næsen mod klippen ovenover, for at dreje kroppen i en nærmest umulig position og derefter trække os selv op i armene og forlænge vores ben med 20 cm ekstra for at nå op på næste plateau. Selvom vi kun gik ca 3-4 km derinde og i rask tempo, så tog det godt og vel de 7 timer. De viste os al keramikken, der var blevet smadret til ære for guderne af underverdenen - så krukkernes sjæle kunne flyve ned til dem. De viste os skelletrester af børn, mænd og kvinder, der var blevet halshugget og på andre groteske måder ofret til guderne. De viste os hvordan maya'erne havde udsmykket hulen med blod og skræmmebilleder og trak os med ind i det evige mørke, hvor præster i gamle dage skulle sidde inde i flere dage for at forstå Helvedet. De tog os dybere med ned i grotten og vi måtte kravle igennem endnu flere smalle passager hvor flere fik ridser og skrammer (men ikke undertegnet eller Sheena), hvor vi så hvordan kalken former stalakitter og stalamitter (omvendt stalakit). Det er umuligt at beskrive disse svampe, luftballon, hjerneformede formationer der glimter som sne og små diamanter og hvor vandet løber den af dem. Så utrolig smukt! I "winter wonderland" der er et helt blændende hvidt område kunne man kun fascineres af at stå i et grotterum så stort som kirkerne derhjemme og hvor alt er stille og glimter, som havde man fundet en diamantmine. Nok se men ikke røre! Vi blev ført hen til en underjordisk sø, hvor vand og tid stod stille og hvor endnu flere historier blev fortalt. Maya'erne troede på at grotten var veen til underverdenen og sammenlignede med en krokodilles mave eller det hulrum vi har i tandkødet, hvor tænderne sidder fast - altså at når man gik dernede ville det være pinefuldt, skræmmende, besværligt og mørkt. Guderne led for at komme ned til underverdenen og derfor skulle de det samme. Men ingen af os kom til skade - dog var lettere overvægtige mennesker svære at få med rundt - da det er som at presse en kanin op af et mussehul af og til. Men det gik og til sidst kunne vi gribe fat i rebene og trække os op på landjorden - få mudder under de trætte muskler og tænde vores pandelamper endnu engang, da der ventede os en times nedstigning fra bjerget i total mørke og nu med mudder langt over begge knæer og regnen stadig faldende og gjorde dermed stien endnu sværere. Alt i alt kunne vi vende trætte tilbage for at gå ud at spise med nogle af de andre fra turen bl.a. nogle tyskere og canadiere, og gå hjem i seng for at stå op kl 6 dagen derpå.
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: