Alt om den første uge!

Trip Start Sep 25, 2008
1
2
13
Trip End Mar 2009


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
EF Escuela internacional de Espanol

Flag of Costa Rica  , Province of San Jose,
Wednesday, October 1, 2008

Travelblog.
 
 
Så har jeg endelig fundet tid til at lægge en masse ind på min blog.
Jeg har fået at vide at man ikke kan skrive i min gæstebog her på siden hvis man ikke er medlem :( Så det er lidt ærgeligt. Men så kan i jo bare sende mails til th1904@hotmail.com hvis I får lyst.
Jeg har en masse at fortælle om allerede, så jeg må hellere tage det i rækkefølge.

Onsdag d. 24 September.
Jeg stod op tidligt onsdag morgen og var meget træt! Jeg havde selvfølgelig pakket i sidste øjeblik, hvilket vil sige tirsdag nat, så det var ikke energi der var mest af! Kasper kom tidligt for at sige farvel inden han skulle i skole, og derefter hyggede vi med fælles morgenmad derhjemme, da Ditte og Camille valgte at møde senere på arbejde og i skole.
9.30 havde mor og jeg købt togbilletter til Kastrup, så vi tog til Herning for at komme af sted. På stationen var far der også, og som en overraskelse dukkede Kirsten op og det samme gjorde min veninde Gitte. Dejlig overraskelse :) Mor og jeg havde valgt at være "luksusdyr" for en dag, så togturen endte i Kastrup hvor vi checkede ind på Hotel Hilton. Herefter stod den på luksusbehandling i Hotel Hiltons spa afdeling, det var utrolig dejligt og afslappende. Vi bestilte roomservice og gik tidligt i seng, da vi skulle være i lufthavnen kl. 4 samme nat. I lufthavnen mødtes jeg med Camilla, en 19-årig pige fra Solrød Strand som er af sted på samme tur som mig. Det skulle også vise sig at være dejligt at have en at følges med for turen var såå lang!

Først fløj vi til Amsterdam hvor vi skulle skifte fly til Newark lufthavn. Turen til Amsterdam tog 1½ time og efter 2 timer i Amsterdam steg vi på flyveren til USA. Det tog 9 timer at flyve dertil men det gik fint, vi fik mad undervejs og det var muligt at se film osv. Men stadig en lang tur når man som jeg ikke kan sove i et fly ;) I flyveren skulle vi udfylde en masse papirer for at kunne komme ind i USA og der var en del forvirring blandt flypersonalet da de var uenige om hvad vi skulle udfylde og hvor meget, nu hvor vi ikke skulle opholde os i USA men kun være der 5-6 timer. Samtidig var de papirer vi skulle udfylde på hollandsk og der gik en del tid før de fandt nogle på engelsk, så vi fik gættet os igennem papirerne ved hjælp af lidt tysk og god fantasi. De fandt dog de engelske til os kort før landing :)

Da vi endelig kom frem til kontrollen med vores papirer var det de forkerte! Såå om bag i køen og udfylde forfra. Vi prøvede at være positive men jeg skal da gerne indrømme at jeg efter en så lang flyvetur var ved at være lidt små irriteret ;) Men det gik! Vi fik afleveret dokumenterne, afgivet fingeraftryk, taget billede osv osv. Og så kunne vi endelig komme ind i lufthavnen... til 6 timers ventetid der skulle overstås! Jeg var ret svimmel efter den lange flyvetur(og nok en blanding af træthed) så jeg lignede vist en der var ret fuld idet jeg  ikke kunne gå lige.. hehe. Vi skulle modtage alt vores bagage igen, og have det sendt videre så det kunne komme med flyet til Costa Rica. Vi havde hørt en del om at bagagen ofte ikke når frem, så vi gik heelt hen til ham der "laster" flyet med det efter det var tjekket ind, så håbede vi det kom med.

Endelig efter 6 timer kunne vi stige på flyet mod San Jose. Her var ingen luksus i flyveren som f.eks fjernsyn, og der var meget turbulens hele vejen!!... så vi talte stort set ikke sammen under den 5½ time det tog for at komme til San Jose lufthavn. På det her tidspunkt ville vi meget gerne snart være fremme :)
Endelig ankom vi og vores bagage kom også... fantastisk! I lufthavnen blev vi hentet af en person fra EF skolen, og så skulle vi lige vente "en halv time" på 3 andre elever der også skulle ankomme. Men her snakker vi åbenbart "Tico time" som vi kalder der herover. Dvs. der ikke er den store forskel på at sige en halv time når det faktisk er halvanden ;) Så vi ventede lidt mere og så ankom der tre drenge - en fra Frankrig, en fra Holland og en fra Danmark. Nu var vi klar til at køre ud til skolen som ligger 5 timer væk fra San Jose. Med 6 personer i den lille bus og alt vores bagage var der godt fyldt op. Jeg fik sovet en smule men nok højest en time.

Efter ca. 32 timers rejsen ankom vi til skolen ca. klokken 2 om natten lokal tid. Det betød at jeg skulle have alle mine ting ind i den lejlighed jeg skulle bo i, mens dem jeg skulle bo med allerede lå og sov. Det var lidt mærkeligt at komme brasende ind så sent for at skulle præsentere mig for dem jeg  skulle bo med. På mit værelse boede der en 18-årig pige fra Canada som jeg kort sagde hej til og så gik vi ellers i seng ved 3 tiden om natten.
Samme morgen skulle jeg op kl. 8 til spansk test og informationsmøde! Det var hårdt efter flere døgn uden rigtig at have sovet, men jeg fik gennemført den 45 minutter lange test, hørt informationerne og hilst på en masse jeg skulle gå på skole med. Efter mødet tog vi på stranden og gik ned i byen for at se det hele lidt an. Det var hyggeligt men jeg var virkelig træt efter den lange tur, så jeg skulle presse mig selv lidt da der samme aften blev arrangeret den første bytur.
Jeg tog med og vi var på en super bar/ diskotek hvor der var live salsa orkester og virkelig gang i den. Det hele gik fint indtil jeg blev skubbet ind i en væg ude ved dansegulvet og fik stjålet min pung! 2 fyre som jeg ikke kendte fik også stjålet deres, og da vi jo vidste hvem det var kontaktede vi vagterne på stedet. De visiterede ham, men der havde han nået at give tingene videre, sikkert til en ven eller noget. Jeg fandt min pung smidt på gulvet, og mine penge var selvfølgelig væk men også mit VISA og Mastercard manglede. Mit kørekort og sygesikring var dog stadigvæk deri.. (tak for det tyv) Så jeg snakkede med en af lærerne, som også var i byen, og jeg skyndte mig tilbage til skolen, fik lånt en telefon og ringet til banken for at få spærret begge mine kort med det samme. Læreren tilbød at følge mig tilbage til "monkey bar" som stedet hed, men jeg havde det egentlig MEGET fint med at have en undskyldning for at gå i seng ;) Så her fik jeg sovet 5 fantastiske timer.. Jeg tror jeg kunne have sovet 30 hvis jeg havde haft tid!

Næste morgen skulle jeg op kl. 6 da jeg havde valgt at melde mig på en ekskursion hele weekenden til Monte Verde. Jeg ville gerne have ventet til jeg var mere frisk(fri af jetlaget som er en forskel på 8 timer) men jeg synes samtidig det var en god måde at tilbringe de første dage sammen med alle de andre nye, som også havde meldt sig til turen.
Vi var 21 tilmeldte og vi skulle køre i bus ca. 5 timer før vi nåede frem til Monte Verde. Vejene i Costa Rica er noget HELT for sig selv, ofte bliver man nødt til at køre zigzag fordi der pludselig er et kæmpe hul eller vandpyt der gør det umuligt at køre. Så de 5 timer gik med at snakke med de andre og lære dem at kende, og for mit vedkommende også med at holde øjnene på vejen for ikke at blive syg af køreturen i bjergene.

Vi ankom til Monte Verde ved 11 tiden om formiddagen. Monte Verde er et KÆMPE område med fredet regnskov, hvor man kan opleve det hele og melde sig på nogle ture og aktiviteter.
Jeg havde været hurtig til at melde mig på turen, uden egentlig at vide hvad der skulle foregå hvilket nok var meget godt, da jeg tvivler på om jeg var taget med hvis jeg vidste det!! ;) Vi kom alle ind og fik udstyr på - en hjelm, og noget der mindede om klatreudstyr en sele om benene og livet. Vi skulle på det der hedder canopying. Igennem en stor del af regnskoven er der opsat laange kabler hvor nogle er højt(!) over jorden. Andre går direkte igennem skoven dvs. du svæver i luften gennem regnskoven hvor der er masser af dyr omkring dig. Canopy kabelbanen i Monte Verde er den længste i hele Costa Rica og er kendt for at være den bedste fordi den strækker sig over en kæmpe del af den vilde regnskov. Der er 15 kabler og 18 platforme. Dvs. man svæver meget hurtigt fra den ene platform til den anden. Det var en virkelig vild oplevelse og meget grænseoverskridende men det var rigtig fedt at prøve. Jeg kom dog en smule galt af sted til sidst da man nogle steder skal bremse sig selv på kablet med en handske man har på. Guiderne rundt på platformene viser et tegn når man skal bremse hårdt hvis man har virkelig meget fart på. Da jeg var på det længste kabel som går meget nedad = hurtigt! røg min hjelm ned over mine øjne pga. farten så jeg kunne hverken se guiden eller hvornår kablet stoppede. Det resulterede i at jeg ikke fik bremset så jeg ramte platformen med høj fart og slog mit hovede lidt. Det var på det andet sidste kabel det skete så en af guiderne tog det sidste kabel sammen med mig, så det gik :)

Efter det kom vi til det de kalder en Tarzan gynge. Det minder lidt om et lille bungyjump hvor man skal hoppe ud fra en høj platform. Når man så er "faldet" et par meter strammer elastikken så du bliver svinget højt og langt frem i luften. Jeg havde lovet mig selv hjemmefra at det var det eneste jeg IKKE ville meen næste alle de andre ville gøre det. En af drengene provokerede mig lidt til at gøre det, og sagde "Oooh Tanja I didn't know you were a pussy!!" (Oversat på en pæn måde til de der ikke ved det. F.eks mormor ;) så er det om jeg er en bangebuks...) og det var ligesom dråben. Så jeg sprang som den anden sidste og jeg tror mine ben rystede 2 timer efter stadigvæk ;)

Efter det fik vi en guidet tur i et stort lokale hvor der var fyldt med slanger i terrarier. Vi fik set alle de mange slanger der er i Costa Rica og fik informationer om dem. Omkring 3-4 af dem er dødelige indenfor en halv time hvis man bliver bidt. Dumme som vi var skulle vi lige høre hvor de slanger oftest befinder sig, og guiden svarer at vi kan tage det roligt for det er et stykke fra hvor vi var nu,  de er nemlig oftest i Guanacaste.... Øøh godt så - det er hvor vores skole ligger! Efter det droppede vi at stille spørgsmål og skyndte os over for at se på flotte(og ufarlige) sommerfugle i stedet. Resten af dagen var jeg vildt paranoid og troede at hver gren på jorden var en slange.
Efter at have set sommerfuglene skulle vi på endnu en tur rundt i regnskoven, denne gang på svingbroer der er sat op over trætoppene. Der var en helt fantastisk udsigt og det var svært at tale sammen fordi der var så meget larm fra alle dyrene.
Efter en lang dag kørte vi ud til vores hotel, tog på restaurant og gik i seng.

Søndag stod vi op meget tidligt og kørte i bus et par timer. Her kom vi ud til endnu en regnskov hvor vi skulle rundt på en guidet tur. Efter 10 min. I skoven havde jeg allerede fået taget billeder af en slange,  en kæmpe edderkop og en leguan. Så deeet
På turen så vi 4 flotte vandfald og vi badede ved det største. Jeg prøvede at fortrænge at der kunne være slanger i vandet og gik med i. Det var koldt og ret vildt for vandet slog meget hårdt fordi det er regntid lige nu, så det var ekstra kraftigt, men en fed oplevelse.
Efter gåturen vendte vi næsen hjemad mod skolen og holdt ind på en restaurant på vejen for at få frokost. Her dukkede der et band op bestående af nogle gamle mænd(nok omkring 60-70 år) og de spillede salsa musik for os på deres marimbaer og trommer. Det var rigtig hyggeligt.

Efter en 4 timers køretur nåede vi hjem og jeg fik et bad som var meget tiltrængt :) Vi havde alle mest lyst til at gå i seng men der var "ladies night" på et af diskotekerne her i Tamarindo, dvs. at alt er gratis til piger og hvem siger nej til det? I byen snakkede jeg nogle timer med en fyr fra Washington som bor og arbejder i Costa Rica. Vi har aftalt at mødes senere på året når der bliver højsæson for surfing og så kunne jeg få lidt gratis lektioner(og derved gøre mig selv til grin) men man skal jo starte et sted.

Mandag fik jeg mit skoleskema udleveret da undervisningen starter tirsdag for mig. Om aftenen holdt skolen fest for alle os nye ved poolen, så vi fik lækker mad, dansede salsa og sang karaoke. Det var en god aften og vi endte - selvfølgelig - med at gå i byen igen. Jeg gik dog tidligt hjem da jeg jo havde min første time næste morgen kl. 8. Nogle af de andre kom først hjem kl. halv seks selvom de også skulle have time kl. 8 så jeg tror de synes det var nogle lange første undervisningstimer!
 
I dag er det så Tirsdag og klokken er pt. 23.30 her hos mig. I dag er gået med at have mine første timer som er gået fint, og ellers har jeg ligget ved poolen da vi endelig har haft en dag uden regn. Her er stadig meget varmt selvom det regner så det er ikke så slemt. Regntiden skulle dog gerne slutte om 3-4 uger så derefter bliver det MEGET varmt!
 
Ellers mangler jeg vist bare at fortælle om mit værelse og rumboer. Jeg startede med at bo i en lejlighed med tre 18-årige piger fra Canada. Lejligheden ligger lige bag skolen og er nogle de har lejet fordi der ikke er plads nok i skolens egne lejligheder til alle elever. Lejligheden er meget lille så jeg har boet i min kuffert siden jeg kom. Af flere grunde ville jeg gerne flytte ind i en af skolens lejligheder i stedet og det fik jeg lov til i går! Så nu er jeg kommet op i den bedste lejlighed på hele skolen. Der er en dejlig stor terrasse med en skøn udsigt så det elsker jeg. Nu bor jeg med en pige fra Norge og en fra Tyskland. De virker til at være søde begge to så det er dejligt.
Den eneste ulempe ved lejligheden er at værelset og derved også terrassen ligger helt oppe i trætops højde, og der er en del morgenfriske aber, der godt kan lide at larme og kaste med frugt, så det skal man lige vænne sig til :)

Jeg har det godt, men synes de første dage har været hårde både pga. træthed men også fordi at de fleste andre ankom 5-7 dage tidligere end mig. Så der er allerede en del der har fundet sammen i "grupper", og det kræver jo lige lidt ekstra at man skal prøve at blive en del af det hele.  
 
Slut herfra for denne gang.  Håber I alle sammen har det godt derhjemme.
PS: Husk at sende mails :)
 
Slideshow Report as Spam

Post your own travel photos for friends and family More Pictures & Videos

Use this image in your site

Copy and paste this html: