Tømmermænd, nærdødsoplevelse og flere tømmermænd

Trip Start May 31, 2012
1
10
52
Trip End Dec 20, 2012


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow

Flag of Peru  ,
Thursday, June 28, 2012

25.-27. juni:
Vi er nu i Huacachina som er noget nær verdens mindste by. Det er en lille oase by omgivet af smukke sandbakker. Det er sådan lidt af et turist-party sted, og det var noget vi havde set frem til. Vejret her er helt fantastisk og der er lækker pool på vores hostel. Vi slappede bare fuldstændig af den første dag, og om aftenen skulle vi til 'barbecue' - hvilket på ingen måde har noget med grill at gøre. Det vil sådan set bare sige at vi hver smider en flad halvtreller, og så må vi spise hvad vi vil og drikke de drinks vi vil. En rigtig, rigtig god måde at drikke sig fuld på en budgetvenlig, fornuftig, backpacker-agtig måde. Det skal også lige siges, at drinks er maje, maje stærke her i Peru, men vi har fundet ud af, at efter de fire-fem første rom og colaer, smager man slet ikke rommen så tydeligt, og så smager det faktisk nærmest godt! Vi var begge en sørgelig udgave af mennesker bagefter. Det er dog ikke helt ufornuftigt: på den måde sparer vi nemlig penge på morgenmad, og vågner direkte op til frokosttid.
Da vi endelig har fået plejet vores tømmermænd sådan nogenlunde, bliver vi inviteret til endnu en barbecue.. .. Are you kidding us?! Fuck it, what can you do? Det er jo rent faktisk uforsvarligt IKKE at tage med, når det er så billigt. Det kan du godt se, mor.
Men inden det skulle vi først sandboarde. Det er ligesom at snowboarde - bare på sand. Smart. Vejen dertil var noget af der mest sindsoprivelse vi har oplevet i vores liv. Man kører i sådan nogle mærkelige åbne biler (se billede), og for første gang på denne tur troede vi bogstaveligt at vi skulle dø. Vi skulle spænde os sådan over skuldrene og ned mellem benene, ligesom i en forlystelse, og det syntes vi var mærkeligt først. Det synes vi ikke mere. Denne her bil smadrer nemlig gennem de ørkenbakker i en fart der føles som flere hundrede kilometer i timen. Op og ned, og lige så man tror at flyver ud i ingenting. Derudover også meget smertefuldt for både skuldre og røv. Det mindede faktisk meget om en forlystelse, men hvor man i Danmark lige præcis kan trøste sig selv med, at det bare er en forlystelse og at det ikke er sådan folk dør, føltes dette som præcis det modsatte. Lidt ligesom de forlystelser der er for usikre til Danmark og bliver sendt til Polen, og man ikke helt ved om man dør eller ej. Jeg, Sofie, var personligt den største wuss på turen, og hvor de andre sad og grinte og skreg, sad jeg med hænderne for øjnene, dødsskrig og tårer i øjnene af bare angst. Tankerne var nogenlunde de samme hele vejen: Jeg dør nu, jeg dør nu, jeg dør nu, av for helvede min røv, jeg dør nu, jeg kommer aldrig i mit liv til at bungejumpe og jeg dør nu.
Da vi med rystende ben endelig kunne komme ud af dødsbilen skulle vi igang med at sandboarde. Da vi begge to kun har stået på ski en enkelt gang i vores liv (foruden den ene dag i 4. klasse), og den ene af os på givne tidspunkt brækkede næsen og flækkede øjenbrynet, satsede vi på ikke at være skide dygtige. Det vidste sig at vi i den grad fik ret - vi suckede. Dog gjorde vi det, og vi forsøgte, hvilket er mere end hvad man kan sige om nogle af de andre. Vi havde dog ikke synderligt lang tid til dette, før vi endnu engang skulle tage den frygtede tur hjem. Det var ligeså slemt som turen derind, og jeg er overrasket over, at vi er i live til at fortælle denne historie.
Aftenen var som før, med den undtagelse af, at Sara havde svært ved at komme sig over gårsdagens aften, og at jeg derfor var tvunget til at drikke for to. Hvad gør man ikke for en ven i nøden? Det resulterede i at jeg rent faktisk fik prøvet romshots, hvilket absolut ikke var godt, men jeg følte mig ret sej, at jeg fik vendt mit maveindhold ud over en vinduskarm, og at jeg kom op på ryggen af en fransk tandlæge på vejen hjem. Alt hvad en rigtig god aften bør indholde.
I dag har vi (om muligt) lavet endnu mindre end de andre dage. Det er ved at tage hårdt på os. Mest af alt har vi gået og håbet og bedt til at der ikke er barbecue igen i aften... Indtil videre har vi heldet med os.
Slideshow Report as Spam

Comments

Emilie on

Jeg elsker historierne om jeres byture! Jeg vil være med. :)
Ps. fede billeder.

heidemann
heidemann on

Dejlige historier og super flotte billeder! :) Her hjemme nyder jeg sommerferien.

Harry Potter nyt: Dumbledore har taget skylden for DA gruppen, og forladt skolen. Nidkjær er stadig frygtelig. Weasley tvillingerne har lavet en legende, da de fløj fra skolen og Hagrid har vidst dem hans kæmpe bror. Har tænkt mig at få læst noget mere om lidt.

Jeg savner dig meget Sofie<3 Kæmpe knus til jer begge Frederikke.

Add Comment

Use this image in your site

Copy and paste this html: