4 dage og en bunke ømme muskler senere:

Trip Start May 31, 2012
1
5
52
Trip End Dec 20, 2012


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow

Flag of Peru  , Cusco,
Thursday, June 14, 2012

Dag 1: Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi dagene op til trekket begyndte at føle os mere og mere usikre på, hvad fanden det var vi havde begivet os ud i. Alle vi mødte, som vi fortalte at vi skulle på Inka trail, gav nemlig udtryk for to ting: 1. At det var det hårdeste shit i hele verdenen. 2. Vantro over at vi (VI!) eftersigende skulle gøre det. Okay. Fuck, fuck, fuck. Vi begyndte i vores stille sind mere og mere at forbande Pete "det-er-ikke-særlig-hårdt-alle-kan-klare-det" Andersen fra Jysk Rejsebureau! Aftenen før kørte tankerne også utrolig meget i ring, og indholdet var noget lignende: "Hvorfor er det lige vi gør det her?! Hvem er det lige vi gør det her for??" osv. Men afsted skulle vi jo. Og det kom vi. Mere præcist klokken 5.20 blev vi nemlig hentet på vores hostel. Og vi starter pisse godt ud. Guiden anbefaler os nemlig ikke at falde i søvn i bussen, pga. den smukke solopgang og natur. Ja, ja. Ikke mere end fem minutter går der, før vi begge to snorkbobler. I bussen møder vi naturligvis også resten af holdet og vi kigger hurtigt og meget entusiatisk efter unge mennesker (søde fyre), og må slemt skuffet konstatere, at det står sløvt til i vores gruppe.
Da vi ankommer til trekket, får vi hilst nærmere på gruppen, og det viser sig at alle snakker spansk - pånær dos personos: Sara y Sofie. Sara er selvfølgelig lidt af en ørn til det, men når de utroligt hurtigtsnakkende sydamerikanerne først går i gang, er det begrænset hvor meget af sidste års undervisning der sidder fast. Og jeg kan bestemt ikke bruge de fire spanske sætninger ("Jeg hedder Sofie, kommer fra Danmark" osv) som Sara har lært mig, til at være med i samtalen. Ikke nok med at alle taler spansk, så er også syv ud af tolv i familie med hinanden. (!) De resterende i gruppen er et utroligt sødt par fra henholdvis Chile og Argentina og en meget, meget spøjs enspænder fra Spanien. Først kendt som loneren og senere som The Spanish Machine --> udvidet udgave: Mean Machine.
Første dag skal vi gå 13 kilometer, og selvom det ikke lyder hårdt eller meget, så er det altså utrolig hårdt. når det går op-op-op-op! Det var sgu noget der godt kunne mærkes i benerne. De viste sig dog at vi var nogle hunde til at trekke, og var altid blandt nogle af de først til at nå punkterne. Yay! Vi var naturligvis ikke hurtigere end The Spanish Machine, som vi vender tilbage til. Værst var de sidste strækninger, som føltes som om de gik lodret op i luften, og hvis ikke det var fordi Sara havde gået foran mig og presset mig frem ad, havde jeg sat mig ned op til flere gange. Jeg vil hårdnakket blive ved med at påstå at den time var den hårdeste på hele turen.
På selve trekket har vi jo simpelthen den mest fantastiske udsigt. Snedækkede bjergtoppe, vandfald og regnskov er bare nogle af de ting vi ser, hver eneste gang vi kigger ud. Derudover ser vi også nogle forskellige Inka sites, som er utrolig smukke og fascinerende. (i hvert fald, når vi først lige har fået vejret)
Da vi gik i seng var det med en følelse af at: fuuuuuuuck! Hvis dag 1 var easy, hvordan fanden skal vi så klare dag 2, som er challenging? Vi var derudover overbeviste om, at vi ville sove som små børn, fordi vi jo var så udmattede. Vi blev klogere.
Maden havde i løbet af hele dagen forresten være fuldstændig fabelagtig. Det fungerer jo således at vi har nogle chaskies på vores hold. Og de er virkelig fantastiske og man kan ikke andet end respektere dem utrolig meget. Udover deres egne ting bærer de vores ekstra ting, vores telte, mad til os og dem til fire dage, gas, stole, borde osv. Alt det her skal de jo have gjort klar til os, når vi kommer til frokost. Herefter skal de pakke det sammen efter os, overhale os på vejen, og gøre klar til aftensmad ved næste check point! De er helt utrolige, og det samme er de to og tre retters menuer vi får, som består af dejlig ægte peruviansk mad.

Dag 2:
Vi bliver vækket klokken 5 om morgenen efter en helt forfærdelig kold nat, hvor vi har ligget mere vågne end vi har sovet. Vi ligger jo oppe i et utrolig højt luftlag, og det er måske ikke noget, vores små soveposer kan holde til, for vi har hvert fald frosset vores asses off! Denne dag skulle jo være den rigtig hårde, og for helvede hvor var det også pisse hårdt! Klimaet skiftede hele tiden, så om natten var det ishamrende koldt, og om dagen gik vi og svedte tran i brændende sol - lige indtil vi nåede en top, hvor det blæste en halv pelikan. Igen i dag, gik de ægte trekkere i os, og vi var de første (de fucking første!!) personer til at nå den højeste top i vores gruppe! Når vi siger de første personer, er det naturligvis fordi The Spanish Machine nåede der først, men ikke tæller med som et menneske.
The Spanish Machine er det underligste menneske (i mangel på bedre ord) vi længe har mødt. Han var afsted alene, og han var så utrolig konkurrende. Han skulle hele tiden være den første, og hvis vi nu var gået fem minutter før ham, kunne vi sige til hinanden: Okay, går der et halvt eller et helt minut før The Machine har indhentet os? Som regel et halvt. Han snakkede desuden ikke et ord engelsk, hvilket gjorde kommunikationsmulighederne meget ringe. Han skrev meget udførlig dagbog hver gang vi havde et øjebliks pause, og han var fuldstændig vild med at pose foran et eller andet sted, og så få andre til at tage et billede af ham. Og så var han helt vild med at crashe familiens familiebilleder. Det bedste øjeblik vi havde med ham, var inden aftensmaden, hvor Sara troede at han vendte sig om for at bede til Gud (for at undskylde, over nogle teskeer vi ikke skulle bruge), men hvor han altså i virkeligheden vendte sig om for at nyse! Det kunne selv han også godt se det morsomme i.
Men det meste af denne dag, gik altså med at gå en helt masse opad. Vi prøvede desuden også at finde ud af, hvem det egentligt er vores guide er interesesset i, for i det ene øjeblik kalder han mig smuk, i det næste Sara, og før vi ved af det har han givet mig en tepose, udførligt formet som skjorte. (Hvis det ikke er et symbol på kærlighed, hvad er så?) It looks like a tie. I realiteten kan det vel faktisk være lige meget, idet han er en 24-årig peruvianer, som bor hjemme ved sin mor og far, har samme højde som os, konsekvent udtaler v'er som b'er (beautiful biew), m'er som n'er (roons), kalder bryster for 'boobies' og skraldgriner (!) bare ved tanken om disse. Men alligevel.
Efter vi har gået en helt masse opad, skal vi også gå en helt massen nedad (Wtf? Hvad er så pointen med at gå opad??) Her er det nemmere at tale sammen, og vi får dækket nogle af livets store emner. Harry Potter. Hvad var det egentligt der skete der og hvorfor? Bedste karakter, bedste bog, bedste par osv. Og vi får også brugt en halv times tid på fuldstændigt at citere et helt Friends afsnit (The one with the Rumour red.) Time well spent, time well spent. Det lyder måske som om vi ikke rigtig har andre venner, men det har vi altså. Vi snakker rigtig meget med Rodrigo (Chile) og Jorgelina (Argentina) om alt lige fra The Spanish Machine's modermærker til kapitalisme og Kinas økonomi. Det er f.eks. lige præcis da jeg er så opsat på at tale om det sidstnævnte, at jeg skal flytte mig for nogen, og mit ben lige præcis ryger ud over skrænten, og min krop ryger en halv meter ned. Men det var et mindre stejlt sted, der var højt græs og det lyder mere dramatisk end det var. Det skulle jo ske!
Maden var stadig fantastisk, og natten var lidt mindre kold. Det vigtigste var dog, at vi havde klaret den svære dag! Vi havde ikke på noget tidspunkt været ved at give op, ved at begynde at græde eller ved at vende om. Vi havde sågar klaret det godt. Vi var meget , meget stolte. Det værste var so far, var at vi naturligvis ikke havde været i bad, hvilket man sagtens kunne både se og lugte. Ståtoiletterne som er det eneste alternativ på trekket kommer som en tæt nummer 2 på 'det værste' listen. Man aner ikke om det er lort eller snavs der er smurt ud over toilettet (okay, det ved man nok godt) gulvet, væggene og døren. Men lugten tyder på det første. Som de outdoors mennesker vi nu engang er, er det dog ikke det der skal slå os ud!

Dag 3:
Piece of cake. Det er hvad dag 3 og 4 skal være. Vi skal heller ikke hike synderligt længe på denne dag, men vores kære lårmuskler er i den grad begyndt at protestere, og vores elskede vandrestav benyttes i nogle tilfælde mere som en stok.
Som dagene går bliver vores gruppe mere og mere sammentømret, og det bliver nemmere at vove sig ud i en samtale (Okay, samtale er måske så meget sagt, men gebrokne engelske og spanske sætninger bliver der da udvekslet) med den spansktalende del af vores gruppe. Det er dog stadig mest Rodrigo og Jorgelina vi virkelig klinger med, hvilket hænger uløseligt sammen med, at de også taler engelsk og faktisk forstår hvad vi siger til dem. Derfor er vi også kommet i 'gruppe' med dem, dvs. hver gang vi kommer til et inkasite eller et bestemt sted på vejen hvor der skal forklares noget, så får vi det forklaret på engelsk af den ene guide, mens resten får det på spansk af den anden guide.
Som sagt består dag 3 kun af omkring 5 timers virkelig hård vandring, hvilket jo er ingenting i forhold til dag 1 og 2, så det er fuldstændig luksus at få lov til at slå lejr, mens det stadig er lyst. Samtidig bliver vi ekstra forkælet denne dag, fx med Happy Hour med varm kakao og popcorn, og endnu en lækker 3-retters-menu til aften. Det var lige noget der behagede to madelskere som os, og vi gik i seng med en god følelse af, at nu havde vi fandme snart overlevet det her trek.

Dag 4: A beautiful biew
Dagen startede tidligt. Som i meget (!!!) tidligt. Som i før fanden-får-sko-på og alt det der. 3.45 blev vi vækket med banken på teltet og et spørgende "Coca-tea?" ind gennem teltdugen. Nej, gu' fanden ville vi ikke have coca-te, vi ville bare sove! (Coca-te er egentlig bare kogende vand med coca-blade, og nej, det smager ikke ret godt, men peruvianerne elsker det!) Nå, men op og afsted kom vi, og vi startede hårdt ud med en times ventetid ved et checkpoint. Denne dag skulle vi kun trekke omkring 2 timer, men det gik så også op-op-op eller ned-ned-ned (hvilket vi næsten hader lige så meget som at gå op) nærmest hele vejen. Vi bliver nok aldrig 100 % frivillige trekkere, før trekket foregår på Vestjyllands dejlige, flade veje. Efter en masse sved og et par kærlighedserklæringer til vores elskede vandrestav (a la "jeg-ville-aldrig-kunne-have-gjort-det-her-uden-dig) nåede vi endelig The Sun Gate, hvor en fantatisk udsigt over Machu Picchu ventede os. Det var så vildt, at det vi havde kæmpet for, bandet over, hadet og elsket de sidste tre dage nu endelig kulminerede i så fantastisk et syn. Vi spiste vores morgenmad til den flotte udsigt, og begav os så tættere på, så vi rigtig kunne se hvad vi havde betalt the big bucks for. Desværre havde nyheden om dette vidunder sluppet ud inden vores ankomst, så stedet vrimlede med turister. Det var maje let at se hvem der havde gennemgået flere dages helvede for at nå dertil, og hvem der bare (!) havde taget bussen, så lige pludselig følte vi os ret klamme i vores ildelugtende tøj, store beskidte vandrestøvler og hår så fedtet at det lignede, det var vådt.
'Engelskgruppen' fulgtes med den ene af vores guider rundt, og han fortalte os en masse spændende ting om stedet. Fx hvordan inkaerne brugte placeringen af templets vinduer og solens stråler til at bestemme årstiden, og hvordan de generelt levede. Maje, maje spændende men mest for os som var der. Machu Picchu er virkelig fantastisk smukt, og det er utroligt at de kan blive ved med at finde sites den dag i dag. Men vi var så smadrede, at vi efter den guidede tur drømte os tilbage til vores elskede hostelværelse med en hel rigtig seng.
Sådan skulle det imidlertidigt ikke være. Vi skulle nemlig først lige have overstået fire timer i en nærliggende lille turistby og tre timers kørsels i tog og bus. "engelsk-gruppen" + The Spanish Machine fandt ud af, at den bedste måde at få tiden til at gå med, er at drikke mojitos og pisco sours. I togturen på vej hjem følte vi også pisse seje og gode, fordi vi fucking havde gjort det! ... Lige indtil vi møder en franskmand, som har taget en uges trek, uden guide i et ikke-turistområde, hvor de selv bar på ALT. Nøøøøøh. Følte os lidt mindre som B.S og lidt mere som Bubber end vi kunne have ønsket. (Døds)bussen hjem foregik på peruviansk maner, med en chauffør der snildt kan køre i den forkerte vejbane, kigge lidt på telefon, når han ikke taler i den og køre alt for stærkt. Vi var meget glade for at nå frem til vores senge - i god behold og alt ting.
Slideshow Report as Spam

Comments

Emilie on

Hvor er I seje, piger!!!

Kine on

Fedt, fedt, fedt!! ;) I er ved at være nogle hårde bananer!

Anne Eline Hughey on

Fede billeder piger, skøn tekst - I redder stadig min dag. I er så seje. Efter to dages vandring i Rom, hvor jeg vitterligt troede mine fødder var døde - har jeg den dybeste respekt for jer :) You did it !

Moster T on

Så spændende og fornøjeligt at følge jeres færd :-)
Glæder mig til næste input...

Far Dan on

For sejt. Både tekst og billeder er helt fantastisk. Pas nu på hinanden

mor Jette Heidemann on

Hej Sofie. Dejligt at følge rejsen ud i Verden.
Det lyder til I rigtig får en på opleveren...
Flotte billeder. Mange hilsner til jer begge..
KH Mor

Add Comment

Use this image in your site

Copy and paste this html: