Trekking i Vietnam

Trip Start Nov 14, 2008
1
19
29
Trip End Jun 06, 2009


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
cat cat view hotel

Flag of Vietnam  ,
Friday, March 13, 2009

By Mette

Trekking i Vietnam

I Sapa i det nordlige Vietnam er der mulighed for trekking til mange bjergstammer, alle med hver deres farverige særlige påklædning og traditioner, og der er derfor mange turister i området.  
 
Vores trekkingtur i det nordlige Thailand havde dog været en så stor succes, at en enkelt turistflok eller to ikke kunne holde os tilbage fra at prøve igen. Derfor tog vi nattoget (efter nogle diskussioner: softsleeper kupe - hardsleeper er meget hård! Begge slags sæder kan bestilles med et par dages varsel på jernbanestationen til rimelige penge) op til Lao Cai, hvorfra det gik med minibus (køb en billet på stationen - det er billigere end at købe udenfor hos de private chauffører) til selve Sapa.
 
Ankomsten til Sapa er omkring ved 7-tiden om morgenen, hvor luften endnu er frisk, sprød og ubrugt.  Vi blev sat af ved Cat Cat View Hotel, det oprindelige Cat Cat hotel - der er nu mindst 6 andre hoteller, der kalder sig ved samme navn. Jørgen gik sig en lille tur og kom med sin vanlige sans for at spare på karusellerne tilbage med et forslag om, at vi skulle tage på trekkingtur med to stammekvinder som guide - han havde netop mødt dem udenfor hotellet, de virkede flinke og så skulle de ikke have særligt meget for turen.
 
Indledningsvist var jeg meget skeptisk. Havde ikke meget tiltro til, at vi ville få en god tur ud af det. For hvad med overnatning? Ville det betyde ingen moskitonet og sove sammen med grisene? (Et eller andet sted skulle der jo spares  til den pris). Og hvordan skulle vi kunne kommunikere ordentligt? Hvem siger i øvrigt at to kvinder, der er taget på marked for at sælge turistsouvenirs ville være særligt gode som guides? Ville de kunne lægge en rute, der passede til to børns energi og interesse?  Og så syntes jeg i øvrigt ikke at det var et  særligt godt argument at kunne presse prisen overfor bjergstammer, der formentligt ikke havde særlig meget at rutte med i forvejen.
 
På den anden side måtte jeg jo anerkende, at ved at hyre to lokale kvinder, så kom de penge, som vi så brugte, direkte i de rigtige lommer. Og måske var det heller ikke personer med en længerevarende uddannelse vi var  på udkig efter. Måske ville netop kvinder fra lokalområdet kunne fortælle og forklare os, om ikke andet med kropssprog, om hvad vi så på vores vej.  Så jeg gik med til at møde dem.
 
Da jeg så dem, kunne jeg godt forstå, at Jørgen havde ladet sig charmere. For hvor var de smilende, leende og imødekommende. Den ene 5 cm større end Henriette og den anden 10 cm større end Pernille. Umuligt ikke at blive i godt humør og få tillid  til deres evner. Den ene var 37 år, den anden 44 år, og de boede begge 10 km fra Sapa by. Deres hænder stod ikke stille mens vi sad og drøftede turen. På tværs henover skulderen og ned over livet havde de viklet hvad der lignede løst høstbindebånd om kroppen og disse bånd blev herefter viklet om den ene hånd, så der  kom hvad der lignede et nøgle garn ud af det. Den yngste kvinde,  Vuu, snakkede rimeligt godt engelsk, og Jørgen og hun blev snart enige om en pris på 200.000 VND for to dages trekking og én overnatning.
 
Klar til afgang
Før afgang skulle vi handle ind til turen, så vi kom en tur med til marked. Heldigvis var det Vu, der forhandlede priserne - vi ville aldrig have fået samme mængder af grønsager og brød til den pris.
 
Og så gik vi af sted ud af landevejen. Her var vores lange, vesterlandske ben en klar fordel. Vi kom hele tiden til at gå for hurtigt, så kvinderne måtte halse bagefter. Tilsidst udnævnte Henriette sig selv til at være fartkoordinator, så hun huskede os andre på at sætte farten ned.
 
 Børns ben (og sind!) er lavet til at hoppe, springe, løbe, klatre eller kravle. Ikke til at gå ligeud!! Det er kedeligt og uinteressant og så bliver ben hurtigt trætte. Og de bliver især trætte efter en nat med begrænset mængde af søvn.  Så vores to børn gad absolut ikke på trekking. 
 
 Heldigvis kom tidspunktet til at vi skulle til at gå i bjerge hurtigt og nu blev det anderledes. De to guides bevægede sig nu hurtigt, og det var os, der sakkede bagud. Deres fødder fandt uværgerligt de bedste og mest holdbare støttepunkter og deres balance var ufejlbarlig. Til sammenligning lignede Jørgen og jeg to klodsede flodheste (ikke elefanter. For vi har på turen lært, at elefanter faktisk er næsten graciøse i deres evne til at finde fodfæste på stejle steder).  Pernille og Henriette klarede sig bedre. Pernille lavede sig et motto: der er sikkert en grund til at de gør som de gør, så hun satte føderne lige præcis der, hvor de satte dem.  Hun fik også afluret, at kvinderne svajede i hofterne når de gik - og da vi efterlignede det trick, gik det også bedre for os med at finde vej ned af de smalle stier - lige indtil vores hoftemuskler ikke kunne mere. Henriette havde med sin hypermobilitet let ved at placere fødderne - og væk var enhver form for ugidelighed. Jo stejlere eller jo vanskeligere turen var, jo sjovere var turen for pigerne. I alt gik vi vel en 20 km i løbet af de to dage - op og ned af bakker og dale.
 
Sapa ligger som et af de højeste punkter. Derfor gik vi i løbet af den først dag mestendels nedad. Og det lyder jo dejligt afslappende. Jeg skulle hilse  og sige, at der også er muskler på skinnebenene, og disse muskler bruges især ved nedafstigen. I anklerne er der også myriader af små muskler, der sjældent bruges på en landevej, men som tydeligt meddeler ejermanden, at nu synes de at det er tid til et lille hvil.  Alt sammen noget som både Jørgen og jeg fik anledning til at tænke lidt over om aftenen.
 
Salgsteknik
Vi havde hyret to guides. Nærmest som en pakkeløsning, selvom det kun var den ene, der kunne engelsk. Men da vi gik, var der endnu en kvinde, der sluttede sig til os. Hun snakkede lidt med os, flettede hjerter af bregner til pigerne og bandt heste af grønne strå, gav en hånd, når færden blev særlig krævende og var i det hele taget meget nærværende omkring os. På vejen så vi andre turister, og de lod også til at tiltrække to-fire medspadserende kvinder klædt i traditionelt tøj.
Da vi omsider gjorde holdt for frokost, viste grunden sig til selskabet. Den tredje kvinde hev nogle pudebetræk, armbånd og anden form for håndværk op af tasken - og da der nu var skabt en personlig relation, var det tid til at støtte det lokale handelsliv. Det skulle vise sig, at det var en god investering. 
 
Om aftenen overnattede vi i en home stay village, en lille landsby i midten af rismarker i bjergdeltaet, hvor stort set alle huse havde værelser til turister.  Vores vært havde afsat et loft til formålet, hvor der var 8 senge (tynde men OK madrasser, tæpper, puder og moskitonet) over køkkenrummet, hvor der, ligesom i Thailand, blev lavet mad over et båd på gulvet. Det var meget lokalt og meget autentisk også selvom der var en telefon i hjørnet - og en computer på et lille bord ved siden af. En fascinerende blanding af nyt og gammelt.
 
 Ned gennem landsbygaden kom turister omgivet af lokale handlende kvinder. Mange havde svært ved at slippe væk. På et tidspunkt så vi en ældre kvinde bruge et kvarter på at presse en yngre mand til at købe noget tingeltangel. For os var det indlysende, hvorfor hun blev ved - det var åbenlyst at han syntes det var så ubehageligt og pinligt, at han nødvendigvis måtte give sig på et eller andet tidspunkt. Her viste de små armbånd, som Pernille havde fået, sig som en god investering. Vi holdt simpelthen bare armen på barnet i vejret og kunne med triumf sige: already have. Cannot carry! No more money! Hvilket uværgerligt fik kvinderne til at grine, for selvfølgelig har turister da altid flere penge. Men alligevel forlod de os for at kaste sig over nogle andre, mere medgørlige ofre.
 
Næste dag  var der to andre kvinder fra landsbyen, der sluttede sig til vores selskab - den ene med et barn på ryggen. Vi syntes jo, at vi havde nok håndarbejde til at kunne klare os, så denne gang fortalte vi vores guides, at vi beklageligvis ikke kunne købe mere, så de to kvinder kunne lige så godt finde nogle andre at gå sammen med. Og det blev taget i god stil. Kvinderne takkede for meddelelsen - og gik tilbage. Vi gik videre henover nogle andre bjerge med en ny viden: det er vesterlændinges blufærdighed, der fører til salgspresset. Stammekvinderne skal bare have en direkte besked, pænt og høfligt. På vores vej videre kom vi til et vandfald, hvor Pernille reddede en grøn børsteorm fra den sikre druknedød, og hvor Jørgen og jeg hver fik en vandrestav at støtte os til (dette er et udtryk for vores guides tillid til vores balanceevne!) .

Tag til Sapa! 
Landskabet ved Sapa er imponerende smukt. Selv de smalleste afsatser har rismarker, dyrket med vandbøffel og gammeldags plov, hvilket skaber et afvekslende landskab med dybde og mange forskellige nuancer af lys grønt imod de høje, brede, mørkegrønne bjerge.  Det er helt anderledes end nordthailand. På mange måder mere dramatisk, smukkere, renere og men også mere tilgængeligt. Bjergene er hver for sig større men ligger også længere fra hinanden, hvilket skaber en bedre udsigt over landskabet. 
 
Turen blev afsluttet med at vi skulle køre med minibus tilbage til Sapa. Her forlangte chaufføren først 200.000 VND for  12 km til byen, det samme som de to guides havde fået for 2 dages arbejde. Jørgen nægtede, og foreslog at vi alle gik tilbage (altså OP af en kedelig landevej hele vejen....). Det nægtede jeg derimod, så enden på det hele blev, at Jørgen, den tapre mand, gik tilbage, mens pigerne og jeg fik forhandlet prisen på kørsel ned til 70.000 for os tre.
 
Om det kunne betale sig at lave en aftale med de to lokale kvinder udenom hotellerne? Formentligt ikke, for undervejs løb der flere udgifter til, f.eks. til nuddelsuppe, transport, mad vi ikke havde købt i forvejen, vand og andre ting.
 
Alt i alt igen en god oplevelse - denne gang med lokale guides. Et lille tip: Det kan ikke betale sig at købe trekkingture i Hanoi. Hvor som helst i Sapa området kan man arrangere sig trekkingture - bare spørg en hvilken som helst person på gaden. Selvom der er en del turister, er der også mange ruter  igennem området. Dog, har man ambitioner om at opleve sig selv som den første turist iblandt de primitive stammer, skal man tage længere væk fra Sapa. Men så falder altså også hyppigheden af det forståelige engelske sprog!
 
Slideshow Report as Spam

Comments

svigermor
svigermor on

Trekking m.m.
Nu har jeg brugt de sidste 2 timer for at se jeres nye indlæg og skønne billeder. Det må være en helt overvældende oplevelse med den trekking I valgte. Muligvis var den ikke billigere end andre mere officielle. Men den var i hvert fald uhyre interessant at læse, og hvor er det dejligt at se billederne af de 2 vandhundepiger.
Knus fra Morfar og Mormor

Add Comment

Use this image in your site

Copy and paste this html: