Trekking in Chiang Rai / Henriette

Trip Start Nov 14, 2008
1
3
29
Trip End Jun 06, 2009


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow

Flag of Thailand  ,
Thursday, February 5, 2009

By Henriette

Vi går midt i junglen med staven mod jord.
Med solhat på hovedet som skygger mod sol
bip bip bipbippebip

Vi bader i vandet og plasker med vand
Elefanten kommer hen og spørger om vi vil med
Vi siger ja så gerne og siger tak for hjem
bip bip bipbippebip

Der kommer en bjørn og vi slår den ned
Den bliver så ked
og sætter sig ned
Vi spørger om den vil have en kop te
og så griner vi lidt
bip bip bipbippebip

Er det ikke en smuk sang? Den sang lavede jeg og Pernille, da vi var på trekkingtur i bjergene.

Vi var afsted i 3 dage og 2 nætter og gik 3-4 timer om dagen gennem junglen og op og ned ad bjergsider. Vi sov i små Lahu-landsbyer og lærte en masse om bambus. Bambus er faktisk rigtig spændende, for det kan bruges til stort set alting. Når bambus er helt lille, kommes det i maden som bambusskud, og efterhånden som det bliver større, kan det bruges til kopper, askebægre, knive, hytter, måtter, tag på husene, opbefaring af vand og fødevarer og en masse andre ting. Det kan også bruges til at bygge stillads af (ERLING) til kæmpestore bygninger af beton. (Henriette: dødkedeligt bras fra mor..... Det eneste der var sjovt var at lave knive og kopper og selv få lov!! Og så var det sjovt at se - ikke at lære om).

Undervejs rejste vi med longtailboat, en meget smal lang båd med et piskeris i bagenden. Der skulle vi sidde i bunden af båden uden noget blødt som f.eks. et sæde i 1 1/2 time. Det var lidt hård't for numsen men sjovt, når der var bølger. Vi red også på elefanter men ikke så langt. Det meste af vejen gik vi.

Det første vi så på turen var en hot spa. Der var så varmt, at man kunne koge æg nede i vandet - og vandet var fyldt med alt muligt, der lugtede stramt. Så selv om det var varmt kunne vi godt lade være med at bade! Til gengæld så vi nogle rigtig sjove soveblade. Når man rørte eller pustede til bladene, trak de sig sammen som om de lagde sig til at sove eller som om de blev grillet. Når de så havde fået lidt fred, vågnede de op igen og spredte bladene. Det fik vi meget sjov ud af.

Og så gik det ellers op og ned. Op og ned gennem junglen i et super lille spor mellem kæmpestore bambus, store giga-træer og lianer. (Guiden fortalte os, at selveste prinsessen også brugte stien.... Altså een gang for ca. 5 år siden. Det havde været en stor dag). Undervejs lavede T nogle vandrestave til os og nogle kaffekopper ud af bambus med en kæmpestor kniv. Og mig der ikke kan lide knive.

Efter 4 timer kom vi til en lille Lahu-landsby, hvor der boede en masse hunde, som gøede af os når vi gik rundt i landsbyen. "Vores" familie kunne ikke et eneste ord engelsk. Det var vist godt, vi havde T med. Vi fandt ud af, at vi nok havde været temmelig heldige med ham. Vi mødte nemlig en anden gruppe, som havde Onkel Sam, en meget speciel guide, som ikke kunne lide at gå, og som blev mere og mere fjern og mumlede hen for sig selv, efterhånden som dagen gik. Og så gik han i lyserøde bukser og sagde han havde læst ved Oxford!

Om natten sov vi inde i familiens bambushytte på nogle tæpper. Eller sov og sov. Familien gik hele tiden frem og tilbage gennem vores rum. Og hver gang skulle lyset tændes. Og om morgenen, nogle ville kalde det om natten, da klokken var sådan ca. 4, gik samtlige haner i gang med at holde morgensang. Og det gjorde de så hver halve time, indtil vi kom ud af fjerene.

Efter morgenmaden gik det igen videre. På vejen kom vi forbi en elefantcamp. Der stod 20 elefanter og svingede med snablerne og forsøgte at få turister til at købe lækkerbidskener til dem, som f.eks. sukkerrør, bananer, majskolber og andet guf. Elefanterne stod midt ude i solen uden skygge og med elefantstol på ryggen. Vi så dem aldrig få noget rigtig mad - og kun een gang fik et par af dem noget vand. Det var svært at vide om vi skulle have ondt af dem eller ej.

Anden dag var hård. Vi skulle nemlig endnu højere op i bjergene og der var bare ingen skygge. Vi gik forbi "marker" med sticky rice, ingefær og citrongræs. Det kan nemlig vokse på bjergsider og behøver ikke meget vand. Og det var mens vi gik i den hedende sol, at Pernille og jeg fandt på sangen. Den sang vi mange gange den dag. Pernille og jeg var dem, der var i den bedste form, for vi blev kun trætte og ikke forpustede. Det blev far og mor.

Om aftenen kom vi til en ny landsby, der var større, og meget mere rig. Her var de fleste huse lavet af træ. Her fik vi alle de bananer vi kunne proppe i os - og fik at vide, at landsbybeboerne sandelig ikke selv spiste bananer, det var bare grisefoder for dem. De smagte nu godt alligevel.

På vejen hjem besøgte vi en Akha-landsby, hvor jeg fik et bælte. Her syntes far at det var alt for meget at betale 54 kr. og så blev han sur.

Selvom det var hårdt at gå og man først blev øm i lårene af at gå op af og bagefter blev øm i anklerne af at gå nedad, så var det rigtig sjovt, og vi ville gerne have haft en dag til, så vi også kunne have overnattet i en Akha-landsby. Men det ville far ikke. Han ville gerne hjem til vores hotel med svømmepøl.

Heldigvis fik vi overtalt far til at sende vores tekopper og askebægre hjem. Knivene har vi beholdt til resten af vores orlovstur. De passer så godt til vores Nutella glas :))))))
Slideshow Report as Spam

Comments

svigermor
svigermor on

sang
Jeg glæder mig meget til at høre jeres sang, hvis I da kan huske den til den tid.
Det er et fint indlæg Henriette, og mon ikke Pernille har haft et par kommentarer til dette indlæg.
Hvor klæder det dig virkelig godt med det 'nye' hår.
Knus fra Morfar og Mormor

Add Comment

Use this image in your site

Copy and paste this html: