Turen går til Blue Mountains
Trip Start
Nov 25, 2011
1
59
75
Trip End
Feb 03, 2012
Katoomba, New South Wales, Australia
Wednesday, January 18, 2012
Vi stod op til vækkeuret kl. 7.15. Efter lidt vand i ansigtet nød vi det sidste morgenmåltid i Canberra. Mens vi sundede os lidt over maden, læste jeg om de første dage på vores rejse i dagbogen. Det gav en god snak ved morgenbordet, og børnene synes det var sjovt at få dagene genopfrisket igen, da vi allerede havde glemt noget af det, som vi havde lavet.
Da vi havde fået ryddet op og gjort bilen klar til afgang, stoppede vi ved receptionen for lige at få opdateret de sidste dage på Travelpod og bestille togbilletter fra København til Vildbjerg. Såfremt tidsplanen holder nu og vi undgår de store flyforsinkelser på vejen hjem, skulle vi ankomme på Vildbjerg Station fredag d. 3/2-12 kl. 17.15.
Vi forlod campingpladsen og Australiens hovedstad kl. 9.00 og kørte af sted mod Blue Mountains, en tur på 325 km.
Vi kørte med motorvejen Hume Highway mod Sydney. Vejen skulle efter sigende være meget smuk og dyrerig, men det eneste dyr vi så, eller nærmere Lars spottede på lang afstand, var et kadaver fra en wombat, der var blevet påkørt og lå i vejkanten længere fremme.
Vi kørte de første 2 timer inden vi holdt pause. Børnene hyggede sig på bagsædet med et selvopfundet rollespil med papir, tusser og terning. De måtte bruge deres fantasi til at finde på i dag, efter at deres Nintendoer var blevet beslaglagt for dagen efter lidt kontroverser ved sengetid i går.
Efter 2 timer var det tid til pause og en rask løbetur på parkeringspladsen for at få rørt benene lidt. Jeg smurte formiddagsboller til alle, som vi kunne nyde, imens vi kørte de sidste 100 km, og så var vi klar til at køre videre.
Vi fortsatte og kunne nu begynde at ane bjerge i horisonten. Vi kom igennem små byer og nærmede os Sydney. På et tidspunkt endte vi blindt ude i et flot nybyggerkvarter efter anvisning fra "Fr. GPS”, så mor her måtte overtage styringen udfra vejkort og guide chaufføren lige og direkte til Katoomba i Blue Mountains, hvor vi ankom kl. 13.30.
Vi kørte mod informationscentret i byen for at få kort over området og råd om, hvad vi skulle se og foretage os her. Vi parkerede bilen og fik lidt mad inden vi forlod den. Vi gik igennem en park med kobberskulpturer af de gamle fanger, der måtte arbejde hårdt i 1813 for at lave vejen igennem de 1100 m høje Blue Mountains, der i koloniens første årtier var en effektiv barriere mod vest.
Forenden af parken lå et Aboriginercenter i 3 plan, med café, små souvenirbutikker og et aboriginergalleri. Børnene startede med hver især at købe en cap med australske logoer til 5 AUD. Herefter gik vi bare lidt rundt og kiggede inden vi pludseligt fik øje på ”ægte” aboriginere, som gik rundt i centret, kun iført en slags lagen imellem benene og ellers var malet fra top til tå. Børnene synes det var rigtigt spændende og vi gik ind i galleriet. Her spillede og fortalte en aboriginer om Didgeridoo. Det lød helt vildt godt og børnene ville nu hjem og øve sig efter lektionen på den de hver især fik i julegave.
Vi gik videre ned til informationscentret, som lå ved Echo Point, et udkigspunkt med en fantastisk panoramaudsigt ned i dalen, ud over bjergene og ”De 3 Søstre”. ”De 3 Søstre” er tre slanke klipper, der ifølge en aboriginal legende er 3 søstre, som en ånd forvandlede til klipper fordi de, imod loven, blev forelsket i 3 brødre fra en anden aboriginal slægt. Skæbnen ville at ånden selv blev slået ihjel efterfølgende, hvorfor de 3 søstre aldrig har kunnet blive mennesker igen.
Vi stod og nød udsigten over Blue Mountains. De store sandstensbjerge er mest dækket af skov og krat og kun få nøgne, forrevne klippespir rager frem i lyset og får et flot blåligt skær fra dampen fra olien i eukalyptustræernes blade. Efter noget tid og nogle fotos senere gik vi ind i turistinformationen og fik hvad vi var kommet for.
Vi var efterhånden ved at være lidt tidspressede i forbindelse med bilparkeringen og måtte tilbage til bilen, hvor vi kørte ud og tjekkede ind på Katoomba Caravan Park. Den dyreste campingplads vi havde været på med de 61 AUD det kostede pr. nat, og så var den samtidigt skrabet ift. faciliteter – ingen pool, fælleskøkken og wirefire. Men som eneste campingplads i en meget eftertragtet by, kan man jo også sagtens sætte prisen derefter!
Vi satte os og fik lidt at drikke på terrassen. Børnene gik en lille tur på legepladsen og spillede lidt bold inden vi besluttede os for at gå en lille tur over på den anden side af vejen til Scenic World. På vejen derover gik vi ad en lille sti igennem skoven. På vejen samlede Lars et stykke papir op, som viste sig at være en Scenic Pass, en dagsbillet til fri brug af både Skyway, Railway og Cableway. Hvor heldigt kan man være!!! Vi gik hen til centret hvor Lars skyndte sig at køre billetten igennem porten til Railway for at nå den sidste tur. The Scenic Railway er verdens stejleste jernbane og kører 400 m ned langs den næsten lodrette bjergside i et tog med åbne vogne. Jernbanen har et fald på 52 grader, men føles som man kører lodret ned. Jernbanen blev anlagt i 1880érne for at bringe arbejderne til en nu nedlagt kulmine i bunden af dalen. Ved endestationen gik Lars via en 300 meter lang træbro, igennem den tempererede regnskov, hen til Scenic Cableway, hvor han tog Australiens stejleste passagerkabelbane op på toppen til os igen. Det havde været en fantastisk tur, ikke for sarte sjæle med højdeskræk, hvor han havde set vandfald og haft en god udsigt udover dalen og de 3 søstre.
Det var efterhånden ved at være ret sent og vi var ved at være sultne, så efter at have stået og betragtet bronzeskulpturerne af de 3 søstre og ånden udenfor centret, gik vi tilbage langs vejen til campingpladsen, hvor Lars tilberedte lækre burgere på BBQén imens børnene spillede videre i deres rollespil.
Alle mætte hyggede vi os imens mørket faldt på over Blue Mountains, inden vi alle gik til ro efter en god og solrig dag.
