Motorcykelture paa Aandernes Oe

Trip Start Feb 21, 2010
1
109
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
Hambilica Sea View

Flag of Philippines  , Central Visayas,
Monday, March 28, 2011

 










 
 
Det var en rimelig let og hurtigt overstaaet faergetur fra Dumaguete, der bragte os sikkert i land paa Siquijor Island. Oeen er kendt, blandt overtroiske lokale, for aandemaneri, heksedoktorere og spiritualitet. Men selvom vi faktisk havde smaaplaner om at opsoege noget af denne omtalte mystik, for at se om der var noget pom snakken, var det altsaa umiddelbart slet ikke den slags, der fyldte vores besoeg her.


Da vi havde fundet os et tilpas hyggeligt, lille sted at bo i byen San Juan, startede en lille haandfuld dage, med gode oplevelser baade til lands og til vands. 
Paa lejede motorcykler lagde vi ud med koersel gennem de smaa oe-landsbyer, for at finde frem til Lugnason Falls. Vandfaldet her var tydeligtvis langt fra dagligt besoegt, saa vi havde basinet for os selv, og kunne uforstyrret nyde en dukkert, i det koelige vand, der fossede ned fra bjergene langt laengere oppe.

Efter vandfald drog vi hoejer op i landskabet, med planer om en tur i grotten Cantabon Cave. Men tiden var loebet fra os i Lugnasons forfriskende vand, saa timerne inden solnedgang var alt for faa, til at vi kunne naa, at udforske en grotte af Cantabons, efter sigende, faktisk ret imponerende stoerrelse.
Istedet blev vi tilbudt sen frokost hos en af konerne i landsbyen heropppe. Vi ventede taalmodigt med rumlende maver, og efter nogen tid diskede den lille, smilende dame op med et stort, velsmagende lokal-maaltid, i hendes trange koekken. Saa pyt med grotten, vi fik os en herlig - og meget lokal - oplevelse istedet, og kunne trille naermest hele vejen ned til vores guesthouse - og saa tilmed i lyset af en farverig solnedgang.

Aftenen endte festligt, med terningspil og rom paa vores lille terrasse - en efterhaadnen velkendt, men stadig lige god, aktivitet i Filippinerne, sammen med Morten og Anne Mette.


Dagen efter boed paa endnu et vandfald; denne gang tilmed med indbydende turkisblaa lagune. Cambugahay Falls var eksotisk som bare pokker; placeret midt i alt det groenne, med hoej sol fra en klar, blaa himmel, en god haandfuld palmetraeer, og saa kunne man endda svoemme ind bag vandmasserne, for et nyt syn paa herlighederne.

Eftermiddagssolen noed vi paa en dejligt, hengemt strand, hvor de eneste smaaforstyrrelser var en gris, der brokkede sig en smule et sted i naerheden, og en lokal pige, der vaeldigt gerne ville oeve sit engelsk med os, trods hendes ordforraad var begraenset til 'what's your name' og intet andet.


Dagene paa Siquijor gik saaledes, med strand- og vandfaldsbesoeg, motorcykelture og hygge. 
Desuden boed et besoeg til det lokale mejeri paa overordentligt laekkert, aegte frisk maelk og yoghurt - hvilket vi altsaa ikke har kunne faa fingre i paa noget andet tidspinkt paa hele vores tur, saa det var ren forkaelelse for smagsloegene.


Vores allersidste, halve dag paa aandernes oe, var graa og regnfuld, men hul i det, for dagens vigtigste begivenhed skete alligevel langt under havets overflade. Det slidte backpacker-budget tillod ikke rigtig at det var vores tur, men Morten derimod fik arrangeret sig et proevedyk, og kom senere op fra sit allerfoerste besoeg i dybet, med stort smil og fascinationen straalende ud af oejnene; herligt, herligt.

Vores rejse tilbage til Dumaguete senere samme dag skulle dog vise sig at blive et kapitel for sig, i en helt anden stemning end dagen ellers lagde ud med; vi missede sidste faergeafgang fra oeen. 
Kaptajnen havde nemlig lidt spontant valgt at tage sig en fridag, saa efterrmiddagsfaergen var aflyst, og eneste anden mulighed for at komme vaek fra oeen, var en yderst overbetalt, ustabil, lille fiskerbaad.
Hvis vi havde staaet her, skuffede ved Siquijors faergehavn alene, havde vi vaeret noedt til at vente paa en billigere faerge dagen efter, men Anne Mette var fast besluttet paa at komme derfra som planlagt, saa hun slog i bordet og insisterede paa at give en baadtur til holdet - hammer sej indsats. 
Morten og Anne Mettes dage i troperne var nemlig desvaerre meget snart slut for denne gang, og deres fly hjem fra Dumaguete laa lige om hjoernet, saa vi foelte os noedsagede til at bide i det sure aeble, og tro paa at traebaaden kunne holde hele vejen tilbage til Dumaguete.
Paa smalle planker blev vi sat ombord, og saa broed helvede ellers loes - som naevnt tidligere, skulle det altsaa bare ikke lykkes for os, at forlade tropestrande med stil.. 
Boelgerne blev hoejere og hoejere desto laengere vi kom ud, saa det salte vand vaeltede ind over baadens sider og gjorde alt fra paaklaedning til bagage drivende vaadt. Turen tog langt laengere tid, end vi var blevet fortalt inden afgang, og da vi gyngede voldsomt afsted midt ude paa havet, anedes en snert af frygt, da der paa ingen maade var land i sigte. Det foeltedes som evigheder, og udover de flyvefisk vi spottede undervejs, var der virkelig ikke meget at glaede sig over. 
Vi ankom dog lykkeligtvis til sidst, og blev sat af midt i boelgerne blandt badende lokalboern, ved et par kvadratmeter strand ved Dumaguete - boernene raabte og klatrede rundt paa baaden, og i et underskud af energi, blev vores taalmodighed sat lige lovligt paa proeve. 
Naermest alt var salt og vaadt, og vi kunne ikke komme hurtigt nok ind til velkendte Harold's Mansion, hvor vi velfortjent kunne nyde varme bade og efterfoelgende kolde oel - naar man overlever saadan en tur, er det vel kun paa sin plads at aande lettet op og fejre det.
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: