Ingen chokoladetoppe til os

Trip Start Feb 21, 2010
1
105
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
Calypso Resort

Flag of Philippines  , Central Visayas,
Monday, March 14, 2011

 
 


Flygtet fra tsunamivarsler og anti-ryger-landsbyer, endte vi paa oeen Bohol, sydvest for de ubehagelige oplevelser paa Leyte. Vi slog os ned paa den vedhaeftede halvoe Panglao for et par dage, og havde saadan set kun en enkelt ting, som vi paa forhaand vidste, at vi gerne ville naa at opleve her i naerheden; Bohols Chocolate Hills. Efter sigende er de egentlig ikke saadan sindsoprivende fantastiske, men skulle gerne byde paa en fin udsigt ud over runde, chokoladebrune (i hvert fald i toerseasonen), naermest identiske bakketoppe saa langt oejet raekker. 

Ved godt mod og sol i nakken koerte vi paa motorcykel op gennem landskabet, for at finde frem til sevaerdigeheden. Da vi var naaet saadan et godt stykke over halvvejs, gemte solen sig pludselig bag tunge, graa skyer og broed ud i vaske aegte, heftig troperegn. Optimistisk haabede vi paa at det bare var en byge, og soegte ly under halvtag, men der blev vi saa grueligt snydt.. 
Regnen blev ved og blev hurtigt voldsommere, lynene begyndte at glimte og tordenskraldene buldrede og bragede lige over hovederne paa os. Saa snart vi anede, at det stilnede af, bare en smule, var vi opsatte paa at komme videre, men vejret ville anderledes, og gav igen med endnu vildere styrke. Timerne gik paa baenken i delvist toervejr, og den dybt rungende torden begyndte saa smaat at blive skraemmende. Vi havde for laengst opgivet at naa dagens maal, saa naeste udfordring var, at komme tilbage til Panglao igen. 
Da vi til sidst maatte indse, at ventetiden paa mere koerevenligt vejr sagtens kunne vaere uendelig, var der ingen anden vej udenom, end at trodse vandmasserne; saa langsomt og vaadt gik turen igen ned ad bakken til hvor vi kom fra. 

Men turen hjem skulle vise sig at blive en del mere udfordrende end vi havde forventet.. Godt nok havde det som sagt regnet ustyrligt og laenge, men vi havde bestemt ikke forudset de heftige oversvoemmelser, der moedte os laengere nede. Dele af vejen laa under vand til over knaehoejde, og det fossede stadig kraftigt den fra bakkerne. 
Noget usikkert proevede vi at krydse de nylavede floder, men vores motorcykel gav op, da vi naaede ud paa dybere vand. Gennembloedte og kolde forbandede vi det hele ad helvede til og travede afsted mod naermeste landsby for at faa hjaelp til den druknede bike. Den lokale mekaniker var naturligvis ikke lige hjemme - det var bare ikke vores dag - men heldigvis havde han i hvert fald en flink kioskejer-familie til nabo. Konen serverede pulverkaffe, ungen stirrede paa de saere fremmede, og manden mumlede, kloeede sig i haaret, og pillede og bankede paa den doede motor en tid. Det var egentlig ikke fordi han umiddelbart virkede til at have saadan saerligt meget styr paa det med mekanikken, men pludselig brummede motoren igen, og han kommenterede smilende noget med taendroeret - vores taknemlighed for hjaelpsomme filippinere var stor.


Turen til Chokolate Hills gik altsaa totalt i vasken, men i stedet kan vi glaede os over de smaa, gode oplevelser, som vi stoevede op paa selve Panglao; vi fik nydt lidt laekker strand mens solen stadig skinnede og besoegte en imponerende, lokal, oekologisk farm. Saa pyt med regn og tarvelige forhindringer, vi vidste nemlig ogsaa godt, at det hele meget snart ville se lysere ud. Naeste stop var nemlig tilbage til Dumaguete og Harold's Mansion paa Negros, hvor vi indenfor faa dage ville modtage fint besoeg hjemmefra, som vi (i saerdeleshed Troels) havde set frem til meget laenge.
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: