Paa med arbejdshandskerne

Trip Start Feb 21, 2010
1
101
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
One Rover Inn
White Wiev Paradise Hotel
Lotus Garden

Flag of Philippines  , Mimaropa,
Saturday, February 19, 2011

 


Lidt usikkert, men taalmodigt, havde vi forsoegt os at faa fingerene i frivilligt arbejde gennem den kontakt vi havde faaet fra den flinke Rasmus i Dumaguete. 
Ejeren af et af de dyrere hoteller i Puerto Princesa var efter sigende igang med et nyt projekt, som han gerne tog imod en hjaelpende haand til, saa vi troppede op for at hoere naermere. 
Foerste forsoeg gav os ikke meget svar, men da vi nogle dage efter kom tilbage som aftalt, var der helt andre boller paa suppen. Det var ikke meget - naermere naesten intet - vi havde faaet at vide om arbejdet og betingelserne som frivillig, saa det var noget af en lettelse, da vi moedte manden bag projektet og det hele, simpelt og tilgaengligt, blev lagt paa bordet: 'Vi arbejder i landsbyen Irawan ude ved skoven fra tidlig morgen til sen eftermiddag, men jeg vil ikke tvinge jer til at vaere der alle timer, hvis i har andet i skal. I kan koere med os derud hver morgen, og naar i er der forventer jeg selvfoelgelig at i laver noget. Til gengaeld giver jeg jer naturligvis den daglige kost og et vaerelse her paa hotellet i byen. I kan vaere med saa laenge eller kort i har lyst til, det er helt op til jer. Jeg ved godt hvordan det er at vaere ung rejsende paa et lille budget, saa jeg vil gerne hjaelpe lidt ved at tage imod jer som frivillige'. En smule lamslaaede over endelig at have fundet praecis hvad vi ledte efter, indsaa vi at heldet i den grad var vendt for os.

Til forskel fra det frivillige arbejde vi gjorde tilbage i Laos, var det denne gang ikke humanitaert hjaelpearbejde til fordel for lokalsamfundet, men derimod mere en mulighed for os, at opleve Filippinerne fra en helt anden vinkel, og samtidig vaere lidt gode mod det dalende rejsebudget.
Roque, som er manden bag det hele og alles boss, har gennem aarene opbygget sig noget af et emperie. Hans livshistorie er lang og ganske interessant, og inkluderer baade loesrivelse fra rige foraeldre, lange rejser verden over, flere forskellige, fine uddannelser, ejerskab af Puerto Ricos stoerste blomsterproducent og to fuldvoksne adoptivsoenner. Men for at goere en lang historie kort, er han altsaa nu en filippinsk mand i 50'erne, der efter mange, laengerevarende rejser forelskede sig i Puerto Rico og bosatte sig her. Efter et gardneri-eventyr gik han ind i hotelbranchen, og har siden udvidet med sin 'Lotus Garden' her i Puerto Princesa - og hans nyeste tiltag er saa der hvor vi kommer ind i billedet.
Ideen er at skabe et backpacker-paradis i naturrige omgivelser tilsat noget saa sejt som en svaevebane, der paa 1,3 km, skal tilbyde en enestaaende udsigt henover junglens traetoppe. 
Her skal vaere faelleskoekken, udendoers bade og svoemmepoel, og overnatningsmulighederne skal straekke sig fra billigt 'haengekoeje hotel' til mere private hytter - saa kan man vidst naermest ikke forlange mere.

Som vi ankom, var projektet midt i opbygningen, og der var travlt for at kunne naa et praesentationsvaerdigt resultat til den kommende aarlige 'earth day', kun nogle maaneder senere. Faktisk var der altsaa ganske godt brug for os, saa sammen med 20-30 lokalarbejdere, der var i fuld gang med alt fra taglaegning til moebelbygning, tog vi fat.
Det var haardt fysisk, beskidt byggearbejde mange timer dagligt, der gav jord under neglende, savsmuld i haaret, bevablede haender og oemme muskler - og det lyder maaske saert, men det var lige det vi traengte til. Med rette at kunne foele sig til nytte igen, som en del af et stoerre projekt, var alle de fysiske anstrengelser og den efterfoelgende udmattelse vaerd.
Siden maskiner var en yderst sjaldenhed paa byggepladsen forgik storstedelen af arbejdet altsaa manuelt, paa den helt oldschool facon. Vi gravede traerodder loes og flaaede store stubbe op af jorden, vi flyttede paa store, tunge sten og arrangerede dem omkring fremtidige koekkenhaver, vi jaevnede jord og blandede cement til badevaerelsesgulve, vi lugede ukrudt i metervis af blomsterbede, vi samlede visne blade og fodrede det uendelige haveaffaldsbaal, vi pudsede traemoebler med sandpapir til splinter og rug overflader var forhistorie, vi hev rustne soem ud af lange planker og hjalp derefter med at samle dem til robuste senge, vi plantede raekke efter raekke af banapalmer og andet godt, vi destruerede uvelkomne termitboliger, vi samlede skrald og skrubbede stolper rene.. Kort sagt knoklede vi med alt der var at bidrage til, sammen med resten af holdet.
Det var tydeligt at maerke, at det var en uvandt situation for de lokale toemrere, at arbejde side om side med to blonde bleghuder som os, og de foerste par dage skete det, at deres naturlige reaktion var, at vaere os saa behjaelpelige, at de tog arbejdet fra os. Men som de efterhaanden indsaa, var vi staedige nok til at komme igen dag efter dag, og altsaa ikke blege for at tage fat, saa lidt efter lidt opstod flere hilsner og mere samarbejde, og mindre hjaelpen og passen paa.


Som beloenning for de mange daglige timers asen og masen, kom vi hver aften hjem til et vaerelse paa Roques 'Lotus Garden', som i luksus-kvalitet i den grad topper det meste vi ellers har boet i undervejs. Desuden kunne vi fylde vores sultne arbejder-maver med restaurantens buffet, der blandt andet boed paa uendelige maengder af frisklavet sushi; ovenud iorden loen for vores arbejde, synes vi selv..


Dagene gik, og vi laerte efterhaanden Roque og den lille 'familie' at kende. Det er et besynderligt mix af skaebner der moedes, og historien er svaerd at genfortaelle. Men i hvert fald har Roque - i mangel paa arvinge til den efterhaanden ret store formue - adopteret sig David fra Puerto Rico og Jordan fra USA. Soennerne foelger ham nu i tykt og tyndt, og som vi kom lidt ind paa livet af trekloeveret, fik vi en unaegtelig fornemmelse af, at adoptivsoenneren repraesenterer hver deres personlighedsside af Roque selv. David er hyggeligt fjollet, smaadoven og vaeldigt social, mens Jordan er mere praktisk, effektiv og kontrollerende; det er virkelig tre meget forskellige mennesker, der trods store kloefter mellem deres personligheder, har skabt et tilsyneladende skudsikkert sammenhold - og det kan man vel kun tage hatten af for.
Vi proevede saa vidt muligt at tilpasse os ind i kliken, hvilket - med bare nogle faa besvaerligeheder -  egentlig gik udemaerket. Vi endte i hvert fald med at tilbringe godt to uger i deres naervaerd fra morgen til aften, foerend vi smed arbejdshandskerne og igen flyttede hjem til Sharon for en enkelt nat eller to. 
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: