Dybt nede i kuldkaelderen
Trip Start
Feb 21, 2010
1
99
112
Trip End
May 19, 2011
Where I stayed
Liberty's Lodge
H & H
Apo, Central Visayas, Philippines
Friday, February 4, 2011
Netop som solen gik ned, blev ankeret kastet, og bambusbaaden lagde til ved stranden paa oeen Apo. Den heldigvis korte baadtur havde foeltedes en smule akavet; saadan en maerkelig afvisende, tavs opfoersel fra hende, vi saa laenge havde proevet at faa kontakt med. Vores kilde hjemmefra havde dog advaret paa forhaand, at hun maaske ville virke en smule saer, men saer eller ej, der blev i hvert fald ikke vist nogen form for interesse for at vi var ombord.
Vi blev taget vaeldigt fint imod og vist ned ad en lille sti gennem den halvmorke oelandsby, til oeens billigste overnatningsmulighed. Vaerelset var simpelt og lille, med tynde spaandpladevaegge og salt vand i plastiktoender paa faellesbadevaerelset; saadan ganske udemaerket for os. Alt synes umiddelbart fint, selvom vi undrede os noget over, at ingen synes at forstaa, naar vi naevnte, at vi skulle vaere frivillige her.
Da vi endelig fik mulighed for at snakke med en ret aandsfravaerende Liberty og hendes australske partner, maatte vi efter en tids ganske fin hyggesnak om alt muligt andet, selv presse paa, for at faa noget at vide om det vi egentlig var kommet her for. Det viste sig ret hurtigt, at der rent faktisk ikke rigtig var brug for nogen frivillige i oejeblikket, men at 'de nok kunne finde paa noget', saa det ville komme til at fungere alligevel - altsaa stadig ikke rigtig noget klart svar.
Endnu mere venten og uklarhed fyldte foerste hele dag, og vi begyndte at tvivle paa hvorvidt det hele ville lykkedes. Ingen synes at have tid til, eller interesse for, at informere os om noget, og med meget begraensede muligheder af tilgaengelige spisesteder paa den lille bitte oe, var det aerligt talt for dyrt for os at blive her uden frivillig-goderne. At der skulle lidt uoensket drama til for at fange deres opmaerksomhed, havde ingen vidst regnet med, men det opstod nu altsaa pludselig helt af sig selv, da vi naer blev plyndret..
Vores lille spaanpladekasse-bolig, havde altsaa ikke lige hverken laas eller haandtag paa doerens inderside, hvilket paa ingen maade havde bekymret os, da det lokale minisamfund hurtigt havde givet os en rar tryghedsfoelelse. Alligevel laa vi begge i moerket og lyttede mistaenkeligt, da skridtene ude paa gangen kom taettere paa, hvorefter doeren langsomt blev skubbet en smule op.
Knaegten naaede ikke i naerheden af at fuldfoere sin mission, foerend Troels var ude af sengen og fandt listetyven i skjul bag en vandtank, og saa kraevede det blot et par bestemte ord, saa var han i fuld spurt paa flugt vaek derfra, saa det var altsaa slet slet ikke saa slemt.
Langt mere dramatisk var det, da den halve landsby vaagnede og samlede sig om os i moerket, for at forsikre sig at alt var okay. Aabenbart er der aldrig foer sket noget lignende paa Apo, saa det skabte vaeldigt roere blandt de lokale, og spoergsmaalene kom fra alle sider, fra folk bag lommelygter og fakler.
Der blev insisteret paa at vi straks flyttede op i sikkerhed paa Libertys resort, saa selvom vi egentlig ikke selv foelte os truede, blev vi i nattens mulm og moerke fragtet ud gennem landsbyenstierne, og ind paa et vaerelse med noegle og laas og det hele.
Nattens haendelser var naturligvis sladret ud til alle oeens beboere paa rekordtid, saa naeste morgen var der saa rigeligt med opmaerksomhed paa os. Liberty, som udover at eje resortet, ogsaa fungerer som landsbyens overhoved, tog straks den raske beslutning, at hun som loesning paa problemet, ville samle hele oeens drenge og maend samme eftermiddag, og saa kunne det vel ikke vaere mere kompliceret, end at Troels saa kunne udpege synderen - ogsaa selvom vi gang paa gang havde forklaret, at moerket ikke tillod at se andet end en haartop og ryggen paa en skikkelse forsvinde ud i det sorte. Desuden var det naturligvis en yderst ubehagelig situation at staa i; saadan at skulle staa der og pege anklagende fingre af fremmede foran hele landsbyen, og saa endda paa et usikkert grundlag.
Vi fik heldigvis sneget os nogenlunde udenom den grimme rolle i offentligt skue, ved hjaelp af fotografier istedet. Gutterne blev stillet op paa rad og raekke, og der blev taget billeder, som vi lovede at kigge paa og bruge udelukkelsesmetoden paa senere. Det blev dog aldrig til noget, for det viste sig at stemningen paa Apo sagtens kunne blive langt mere ubehagelig end det, den ubudne gaest i moerket havde sat igang..
Endelig - ved hjaelp af den unge, belgiske gut Tom, som stod for stedets dykkershop - blev vi faktisk sat igang med hver vores opgaver, og det hele saa lysere ud for en stund. Vi gik igang med stort engagement, med goeremaalene, der faktisk passede os helt perfekt; Troels skulle forsoege at effektivisere resortets inkoebssystem - hvilket jo er noget af et puslespil, naar alt skal fragtes med baad fra fastlandet - og Elina fik til opgave, at kreere et design til dykkershoppens loft, som baade skulle dekorere og hjaelpe til at optimere den daglige oprydning.
Efterhaanden som vi begge havde godt fat om projekterne og smaaforhindringer og speorgsmaal dukkede op, begyndte vores optimisme at dale drastisk igen. For ingen ville ofre tid paa at lytte, og vi foelte os hurtigt til langt mere besvaer, end den hjaelpende haand vi havde haabet paa at kunne repraesentere. Attituden overfor os forekom haanligt nedladende og sukkende smaairritabel, og at vi stadig ikke havde faaet noget svar paa om vores indsats udloeste kost og logi, gjorde kun situationen mere uoverskuelig.
Vores taalmodighed blev i den grad sat paa proeve, og det var en haard omgang at bibeholde smilet og ydmygheden, uden at faa en eneste positiv respons igen. Da vi fik beskeden, at vi skulle flytte op i en hytte bag resortet, var lunten kort - og aabenbart for kort til venligt at acceptere mere af det pis, der blev serveret os.
Hytten var tidligere blevet beskrevet for os som et vaeldigt glansbillede af en bolig, saa kaeberne faldt i forbavselse og frustration, da vi stod i doeraabningen og saa hvad de egentlig tilboed os. Et par smadrede, beskidte skumgummimadrasserXXX paa gulvet i en ildelugtende, gammel, faldefaerdig bambushytte med termitbo og andet kryb i de halvaedte vaegge, et stoppet, overloebet afloeb paa den slimede kvadratmeter badevaerelse der var at goere med, det store, osende skraldebaal som nabo, hoenselort paa gulvene og garranteret rotterreder paa taget.
Det er jo altsaa bestemt ikke fordi vi ellers kraever det store af et vaerelse, og vi har efterhaanden virkelig boet i lidt af hvert, men manglen paa gensidig respekt, anerkendelse og maaske bare en smule taknemlighed, tilsat denne gennemraadne hybel, gjorde at det hele bare ramlede for os. I saerdeleshed Troels led voldsomt under det psykiske pres og sank opgivende helt ned i kuldkaelderen - det var virkelig ikke til at se oeens egentlige skoenhed, for bare negative oplevelser med de folk vi faktisk var kommet for at samarbejde med.
Det var saadan noget med at taelle til 100 for ikke at risikere, at traede nogen for haardt over taerne. Elina fandt frem til kvinden med oemagten, for ydmygt at hoere, om der kunne findes en anden loesning paa vores overnatning, hvortil hendes svar - uden et oejebliks oejenkontakt - fornaermet og bebrejdende loed: 'Hvis i har et problem med det kan i da bare tage vaek herfra, der er ingen, der stopper jer,' hvorefter hun vendte ryggen til og gik sin vej.
Det var netop den draabe, der fik baegeret til at flyde over, og vi kunne naermest ikke komme hurtigt nok vaek fra oeen med den daarlige stemning og den nedvaerdigende kaellingen der stod bag - tydeligvis havde de ikke brug for frivillige her.
Vi foelte os sgu traadt paa, og i et svagt oejeblik, i et alt for stort underskud af de mindevaerdige rejseoplevelser paa det senste, overvejede vi faktisk om det var de videre besvaerligheder vaerd, eller om det var paa tide bare at give op tage hjem..
Apo-oplevelsen knaekkede os virkelig; vi blev haardt ramt i et svagt oejeblik, hvor overskud var en alt for fjern foelelse. Men vi klarede aerterne trods modgang og besvaerligheder, et eller andet sted, godt gemt vaek, var vi vel stadig overbeviste om, at der ventede os uudforskede oplevelser derude, som var vaerd at fortsaette rejsen for.
