Droemmedyk med mareridt paa overfladen

Trip Start Feb 21, 2010
1
89
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
Nahfisa's
Mabul Homestay

Flag of Malaysia  , Sabah,
Monday, December 20, 2010

 


Semporna er en fiskerby praeget af et myldrende, stort, beskidt, lokalt fiskemarked ved havnen, seafood-restauranter paa hvertandet gadehjoerne, og de lokkende attraktioner gemt under vandoverfladen. Af samme aarsag findes her et utal af dykkercentre, da det er et must at soege ned i dybet, for at finde de lokale skoenheder. Egentlig er det ikke selve Semporna, der byder paa den verdenskendte dykning, men derimod vandene lige omkring de naertliggende oeer; Pulau Mabul, Pulau Sipadan. og Pulau Kapalai.


Sipadan er uden tvivl den mest kendte af de tre - faktisk den mest kendte oe i hele Sabah - og byder efter sigende paa noget af verdens allerbedste dykning, hvilket jo naturligvis var en paastand vi meget gerne ville have syn paa selv. Vandende heromkring er strengt fredede, og kun et lille, begraenste antal dykkere faar lov at hoppe i boelgerne her dagligt, for at skaane det skroebelige undervands-oekosystem for overbelastning af menneskelig tilstedevaerelse. 
Pulau Sipadans popularitet skabte for ti aar siden en del problemer, da baade Indonesien, Filippinerne og Malaysia paastod at vaere den retmaessige ejer af vidunderet. Det resulterede i aar 2000 i et gidseldrama, da filippinske islamister kidnappede en gruppe paa 10 turister og 11 lokale i et forsoeg paa at erhverve ejerskabet over oeen. Det hele endte dog godt, og i 2001 blev det bestemt, at filippinoerne ingen ret havde til den lille paradis-oe, og at Sipadan fortsat ville hoerer under Malaysisk herredoemme. Postyret tilbage ved aartusindeskiftet har udloest en ekstrem hoejt prioriteret overvaagning af omraadet, og det er ikke svaert at spotte nogle af de mange malaysiske militaerskibe, der vogter territoriet heromkring.
Vi havde inden ankomst, med en del besvaer, faaet arrangeret og planlagt tre dyk i Sipadans vidunder-vande hos et af de mange dykkercentre, og det kildede en smule i vores dykker-maver af spaending og forventningens glaede, da vi sad i speedbaaden paa vej ud mod oeerne. 
Vores oplevelser ved Sipadan efterlod os dog senere med en helt anden ubehagelig mavefornemmelse, og uforglemmelige oplevelser paa godt og i den grad ondt..


Klargjorte til dagens foerste dyk gik vi ombord paa baaden sammen med en forholdvis ung dykkerinstruktoer fra england, en erfaren, aeldre lokaldykker, en knap saa erfaren lokaldykker, en baadmaend og en hollandsk pige paa vores alder, alle med naesen forventningsfuldt vendt mod undervands-eventyr i Sipadans turkisblaa boelger. Dykkerinstruktoeren virkede lidt irriterende ligeglad med os, og det efterlod os en smule usikkerhed, da der ikke rigtig blev reageret paa vores efterspoergsel paa lidt ekstra hjaelp, da det var ved at vaere en god haandfuld maaneder siden vores sidste dyk. For dykning er sgu ikke bare en leg, og tryghed og tillid til sine meddykkere er altafgoerende for oplevelsen i dybet, det har vi nu laert paa den alt for haarde maade..


Dykket var smukt som bare pokker, og det vrimlede med enorme havskildpadder, store fiskestimer og fladsnudede 'reef sharks' i et uendeligt, frodigt koralrev - ingen tvivl om at Sipadans vande lever op til sit paene ry. Desvaerre herskede der under overfladen stadig en hvis tvivl om hvem der var hvis makker, hvilket distraherede aergeligt og tog noget af den opmaerksomhed som ellers burde vaere roligt rettet mod det spektakulaere undervands-sceneri. ..Men den smule praktiske besvaerligheder vi oplevede under dykket var absolut intet sammenlignet med den ulykke, der paa overfladen aendrede stemningen til et frygteligt kaos.
Det er naesten ikke til at saette ord paa hvor en gennemborende ubehagelig, naesten mareridtsagtig uvirkelig foelelse der med et slog ned, da dykkerinstruktoeren besvimede i vandoverfladen med litervis af hvidt skum vaeltende ud af naese og mund. Situationen blev endnu vaerre da lokaldykkerne panikkede totalt, og ude af stand til at udoeve den noedvendige redningsmanoevre, naesten druknede den stadigt bevidstloese, rallende dykker. At vi maatte tage styringen, for at redde mandens liv var langt fra optimalt og en provelse ud over alle graenser.
Han er en mand af en hvis stoerrelse og det var en kamp at faa hans slappe krop lyftet ombord paa baaden, men det lykkedes til sidst..
Rystede og chokerede foelte man sig ubehageligt hjaelpeloes, da dykkerinstruktoeren fortsat ikke var til at kommunikere med, og skummet stadig fossede ud af naese og mund mellem nogle rallende host. Totalt uacceptabelt var det i oevrigt, at vores baad ikke havde medbragt en ilt-flaske i tilfaelde af saadanne noedstilfaelde, saa en anden baad maatte komme til undsaetning, og ulykkens hovedperson blev langsomt mere rolig og stabil.

Tilbage ved dykkercenter og homestay paa Pulau Mabul blev en flok af os sat af, og baaden droenede saa videre mod hospitalet i Semporna.
Det var ikke til at fatte hvad der lige var sket, og chokket bed sig stadig haardt fast i kroppen. Aerligt talt er det svaert nok, bare at gennemgaa episoden her paa skrift; det var en meget voldsom oplevelse, og at genkalde de foelelser, der optraadte herunder vaekker en hel del ubehag.

Vi fik snakket tingene lidt igennem, og kom en del mere ned paa jorden, da vi fik forklaret, at dykkerinstruktoeren for meget nyligt havde vaeret under narkose hos tandlaegen, og at det med stor sandsynlighed var netop det, der havde udloest katastrofen (noget med at kombinationen af tandoperationer og dykning, der ikke er en hel god kombination).
Desuden var han inden dykket blevet raadet til at tage en fridag istedet, men havde selv insisteret paa at udfoere jobbet trods nogle aabenbart stressende dage inden da. Saa selvom ulykken havde sat et dybt indtryk paa os, var det altsaa ret beroligende, at faa at vide, at han muligvis selv var skyld i den dramatiske udvikling af dykket, da han havde vaeret for uforsigtig.

En anden dykkerinstruktoer - en meget sympatisk ung kvinde, med en mere proffesionel tilgang til situationen - fik talt os nogenlunde ned paa jorden, og et par timer efter, foelte vi os trygge nok til at sige ja tak til at tage afsted paa dagens naeste dyk. Hun var betydeligt bedre til at klargoere os til dykket, og ingen form for forvirring distraherede denne gang.
Endnu smukkere var vores dyk nummer to; i disse vande behoever man ikke lede efter kaempeskildpadderne, man skal tvaertimod passe paa ikke at svoemme ind i dem, som de store dyr kommer svaevende gennem vandet. Vores foerste moede med en imponerende langfinnet dragefisk blev det ogsaa til, og vildest af alt var det, da en flere meter lang, fed, graa mega-haj gled gennem det blaa nogle meter laengere vaek - den var edder spark'me stor, saa ganske udemaerket, at den ikke besluttede sig for at komme meget taettere paa.. 
Det var rart med en saa fantastisk dykkeroplevelse efter ulykken samme morgen, og det foeltedes for en tid som det helt rigtige, at vaere 'hoppet op paa hesten igen' efter et ellers uhyggeligt, haardt slag i dykkerminderne.
..Men utrygheden kom staerkt og pludseligt igen, da den erfarne lokaldykker besvimede netop som vi var kommet ombord paa baaden. Dagens anden ulykke var knap saa dramatisk, men understregede straks, at sikkerheden ikke var god nok til vores ellers planlagte tredje dyk. Den besvimede dykker kom nogenlunde paa benene efter ti minutters tid, men endnu engang havde dykkercenteret fejlet i forberedelserne; endnu gang var baaden kommet afsted uden en noed-ilttank - helt absurd uacceptabelt med saadan en mangel for anden gang paa samme ulykkes-dag!
Som sagt skete dagens anden besvimelse altsaa heldigvis ude af vandet, og dykkeren kom nogenlunde til sig selv indenfor betydeligt koretere tid end ved dagens foerste skraemmende sceneri. Men for fanden vores dykkerglaede har faaet sig et ordentligt knaek, og mindet har stadig kloeerne ubehageligt begravet i lysten til at dykke igen.


Vi havde en enkelt overnatning paa Mabul-oeen, som var staerkt praeget af dagens unfair maengde af uheld, og ynkelige forsoeg paa halvhjertede forklaringer fra dykkercenterets ansatte. Ingen havde i virkeligheden nogen sikker forklaring, og folk der ikke engang havde vaeret ombord paa baaden, kom med uaerlige paastande. 
'It must be something untraceable in the air', var hvad det endte med, og selvom der nok var noget rigtigt i det, foelte vi os groft overset. Det synes ikke rigtig at vaere overvejet, hvor meget det i virkeligheden havde paavirket os, der rent faktisk havde staaet midt i begge ulykker, med et pludseligt og alt for stort ansvar paa vores skuldre.
Istedet for den snak om oplevelserne, som vi nok mest af alt havde brug for, fik vi lovning paa pengene tilbage for det tredje dyk, som vi aldrig naaede til..

Dagen efter vores ankomst tilbage i Semporna var det simpilthen nok. De daarlige oplevelser domminerede fortsat med et altoverskyggende ubehag, og frustrationerne over at foele sig tysset ned med et ynkeligt lille returbeloeb blev for meget; der var ikke blevet lyttet til os. Med saa meget konkurrence mellem de mange dykkercentre her, kan den mindste daarlige historie oedelaegge forretningen, saa der var altsaa ikke ligefrem nogen velvilje fra deres side, for at erkende deres fejl og se sagens alvor i oejnene. 
Chokket havde efterhaanden udviklet sig til en haard klump vrede, saa hamrende utilfredse og skudsikre troppede vi igen op paa kontoret, for denne gang at blive hoert. Det var tiltraengt at banke knytnaeven i bordet og lade sine frustrationer komme til syne uden hensyn, men vi naaede knap at saette ord vores alvor, foer end chefen i telefonen afviste at snakke med os, men gav sekretaeren besked paa at give os hele det betalte beloeb tilbage. En latterligt svag maade at haandtere situationen paa, men vi vaelger at tro paa, at han rystede skamfuldt i frygt for et daarligt rygte klistret paa ryggen, og straks satte al energi ind paa forbedring af sikkerheden. Alligevel har vi uaendrede planer om at melde dykkercentrets fatale fejl til PADI, andet ville simpelthen vaere uretfaerdigt for fremtidige dykkere her.



Hvad der altsaa skulle have vaeret verdens bedste dykker-oplevelse endte i noget af et mareridt for os. 
Vi er heldigvis ikke skraemt helt vaek fra undervands-verdenen - saadanne uheld er altsaa meget meget sjaeldne - men det kommer uden tvivl til at praege os fremover. Det er saa hammer vigtigt at foele sig tryg ved baade udstyr og meddykkere naar man er paa besoeg i dybet, og det bliver maaske svaert for os, at genskabe fuld tillid til naeste dykkerinstruktoer vi moeder. 
Men alt det eventyr, som dykning har at byde paa, vejer langt tungere end ulykkernes uhygge, saa der er vidst ingen tvivl om at vi har flere dyk at se frem til. Det var dog alligevel rart at forlade Semporna; at komme lidt vaek fra stedet hvor det hele skete, og se fremad i stedet.
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: