Da Mekong bragte os fra Vietnam til Cambodia..

Trip Start Feb 21, 2010
1
61
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow

Flag of Vietnam  ,
Sunday, October 10, 2010

 
 
Busturen fra Ho chi Minh City gik - med et par timer tillagt - som planlagt, og vi fandt i silende regn frem til det franske par Luc og Mag uden stoerre problemer. Det var hammer fedt at se dem igen efter flere maaneder, og der blev delt rejse-historier og erfaringer som bare pokker.

Planen var at krydse graensen ind til Cambodia sammen, og da vores vietnamesiske visum var enden naer, blev der hurtigt arrangeret afgang allerede naeste morgen. Desuden havde vi alle fire faaet mere end nok af Vietnam, saa det passede os fint fint, snarligt at drage mod nye destinationer.
Jo, Vietnam kan vaere vidunderligt, smukt, og vi har haft nogle uforglemmelige oplevelser her. Yndlingsoejeblikkende staar klart; de naesten uvirkeligt skoenne udsigter fra bjergene i nord, moedet med nogle af de mange minoritetsgrupper i de smaa hyggelige landsbyer, det franske fingeraftryk, der kommer til syne i de smalle hyggelige gader med smaa, fine huse, undervisningen i den vietnamesiske kogekunst, den lille bitte smule strand og baden i de salte boelger vi naaede, de skulpturelle limstensklipper spredt ud i Ha Long Bay, og det udmattende, men imponerende virvar landets to stoerste byer byder paa.
Bagsiden af medaljen - det der i for store doser kan overskygge alt herligheden - er vietnameserne selv. Det er tarveligt at skaere over een kam, og det er bestemt heller ikke alle, der har efterladt et daarligt indtryk, men for pokker det er alligevel for mange til at det er gaaet ubemaerket hen. Maaske er det en eller anden forstokket nationalistisk stolthed, maaske skyldes det stadigt oemme ar fra krigen, maaske er det den hurtigt stigende turisme, der har taget overhaand, eller maaske bunder det i den ret hoeje population (landets stoerrelse taget i betragtning), som har affoedt en graadig, intollerent 'Foerst til moelle'-opfoersel. Naar man oplever Vietnam som rejsende, kan folket nemlig let forekomme gridske og til tider uhoeflige. 
Som backpacker er man selvfoelgelig et naturligt bytte for hvem som helst, der har noget at saelge, lige meget hvor i verden man er, og det kan naermest ikke undgaaes nogle gange at blive offer for diverse tricks og hassle - fair nok, det har vi laert for laenge siden.. Men vi har ikke foer paa vores tur oplevet et land, hvor det kraeves at man er paa vagt for snyd og scams naesten uafbrudt - det er virkelig en sjaeldenhed, at en vietnameser hjaelper frivilligt, med et smil, uden at der er en god portion dollars paa bordet.
Det er ikke fordi vi har foelt os voldsomt truede af tyveri eller saadan, det er ikke paa den maade, men mere saadan en 'Min venlighed og mit samarbejde afhaenger af hvor mange af dine turist-penge du har taenkt dig at ligge her i min biks'-foelelse. Og den betalte venlighed kommer allermest til syne, naar man vaelger en anden udbyder; saa vender humoeret nemlig helt, og der er ingen hjaelp at hente, men derimod som regel en ordentlig omgang fornaermelse. 
Vi har selvfoelgelig oplevet det flere steder foer, men ikke i saa stor grad som i Vietnam - naar en oprigtig venlighed dukker op i maengden, og det kommer som en overraskelse, saa begynder man at forstaa hvorfor hverdagens smaa goeremaal har virket saa enormt udmattende ellers.

Heldigvis har vi jo ogsaa moedt nogle af de saerlige tilfaelde, der skiller sig dejligt ud af maengden, med en anden tilgang og attitude til fremmede paa besoeg. Hoa og hans familie, der boed os velkomne i Danang varmede dejligt, den haandfuld homestays vi spenderede nogle naetter hos var interesserede og soede, og restauranten i Hoi An, som laerte os om vietnamesisk madlavning, de er alle sammen paa den anden side af vaegtskaalen, men det tynger desvaerre i den forkerte retning. Kort og godt 'You get what you pay for', og hvis du betaler stort, saa faar du enorme klister-kunstige smil, en god portion kliche-komplimenter og bliver naermest baaret rundt, men hvis du derimod ikke lige er ved muffen, saa er der ikke meget hjaelp at hente blandt de lokale.
Det er hammer aergeligt, for det oedelaegger naturligvis en del af atmosfaeren, og skaber en generel mistillid mellem vietnamesere og besoegende udefra. Og det er bare ufedt, naar et bekendtskab starter med mistro, og det er svaert at forblive aaben og smilende gaest i landet, naar man lige er blevet snydt for syttende gang i traek.


Saa altsaa med Chao Doc som allersidste destination i Vietnam, drog vi herfra videre over graensen til Cambodia. 
Vi har efterhaanden krydset en del landegraenser gennem vores tur, saa for at goere det nyt og anderledes denne gang, tog vi gladeligt imod muligheden, at goere vores foerste entre i Cambodia via vandvejen. Det skulle efter sigende vaere en ret scenerisk maade at krydse graensen paa; nogle timers baadtur op ad den enorme Mekongflod, istedet for en af de velkendte laaaange laaaange busture. 
Vi tog afsted tidlig om morgenen, med en god fornemmelse af dagens tur, der desvaerre skulle vise sig at blive den mest udmattende tur gennem graensepost, vi nogensinde har proevet.. 
Turen startede, til vores overraskelse, med en kort guidet rundtur i en flydende landsby paa floden, der primaert lever af fiskeavl, og derefter var vi paa besoeg i en landsby ved flodbreden, hvor indbyggerne stammer fra en malaysisk minoritetsgruppe. Det var aabenbart en lille bonus i form af sightseeing, der var tillagt billetprisen, og det var da ogsaa vaeldigt hyggeligt. 
Indtil videre var det jo gaaet ganske smertefrit - og endda med uventet undeholdning undervejs - men resten af turen var bestemt ikke naer saa idyllisk..
Efter at have faaet passene stemplet ved den vietnamesiske graensepost, blev vi sammen med en flok andre rejsende, vist ned til en smal, faldefaerdig traebaad, som skulle transportere os resten af vejen.
HVIS solen havde skinnet fra en skyfri himmel og HVIS baadturen havde taget de tre timers tid vi havde faaet fortalt, ja saa havde det garanteret vaeret smadder hyggeligt.. Men det stod ned i staenger hele turen, blaeste koldt og tog naermere fem timer; ikke saerlig meget herlighed i det. Baadmotoren larmede og gnistrede bekumringsvaerdigt lige under vores foedder, og det regnede ind over alt, saa vi var ordentligt traette, kolde og gennembloedte, da vi endelig hen ad aftenen ankom til hovedstaden Phnom Penh; velkommen til Cambodia!
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: