Stoerre, vildere, hoejere!

Trip Start Feb 21, 2010
1
60
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
Hos Van (CS'er)

Flag of Vietnam  ,
Thursday, October 7, 2010

 
 
Med en 'sidtse-oejebliks'-forspoergsel til en haandfuld Couch Surfere i Ho Chi Minh City, var vi heldige at faa hurtigt svar fra een af dem. Hendes navn er Van, og hun er en ung vietnameser bosat i et vaeldigt fint hus i landets stoerste by, sammen med sin soester og to hyperaktivt fjollede, smaa hunde. Hun ligner bestemt ikke den typiske vietnameser paa gaden - en god portion tatoveringer daekker begge arme, og hun klaeder sig som det passer hende, eller sagt med hendes ord; "I'm not afraid to show some cleavage" - og saa indeholder hun noget af en sprudlende, selvsikker personlighed. Ikke et ondt ord, hun var herlig at besoege, men bestemt ogsaa noget af en overraskelses-vietnameser.
Vi moedtes med hende naer busstationen, og blev derefter budt velkommen i det hyggelige hjem en anelse udenfor centrum, af baade hende og husets uudtoemmelige underholdnings-maskiner; hendes elskede to hunde.
Foerste aften var en festlig fornoejelse, og huset var fuldt af gaester. Der var nemlig doemt hygge med faellesspisning, oel og snak, i selskab med baade venner, soester og kaereste til vores fest-glade vaert. Vi maeskede os i hjemmelavede vietnamesiske retter, og laerte en lille del af Vans omgangskreds at kende, over oel on the rocks; vaeldigt hyggeligt. 


Dagen efter stod programmet paa sightseeing, og vi kan vidst godt klappe os selv paa skulderen over vores indsats, hvis vi selv skal sige det. 
Vi lagde ud med en guidet tur i 'Reunification Palace', som er den gamle regerings-bygning midt i byen. Her blev vi praesenteret for rum efter rum, overdaadigt udsmykket og velholdt, samt fik et lille indblik i datidens sikkerhedssystemer i kaelderrummenes gamle radiorum. 
Alt var efterladt som det saa ud dengang det stadig var i daglig brug, og man fik let en fonemmelse af at befinde sig i en tidslomme. Det forekom som at tiden har staaet stille her siden 1975, da de foerste kommunistiske tanks ankom til Saigon (nu HCMC) og bragede ind og overtog dette palads, og magten der medhoerte.
Bygningen er oprindeligt bygget til den franske guvanoer-general af Cochinchina i 1868. Sidenhen husede stedet Sydvietnams president Ngo Dinh Diem, men hans voldsomme upopularitet resulterede i, at hans egne tropper bombede paladset. Genopbygningen og udvidelsen herefter blev faerdiggjort i 1966, og det er tydeligt at se 1960'ernes moderne arkitektur pryde bygningen.

Efter nogle timers vandren i de lange gange i 'Reunification Palace' gik turen et smut forbi Ho Chi Minh Citys svar paa Notre Dame, og derefter slentrede vi videre mod 'War Remnants Museum'. 
Vores oplevelse her var langt fra opmuntrende; det er sgu svaert ikke at blive smaa-deprimeret og pessimistisk paa menneskeheden efter saadan en museumstur.. Der er nemlig ingen fingre lagt imellem i de hostoriske beretniger fra den amerikanske krig i Sydvietnam. Lige paa og haardt var der linet op med utallige brutale, raedselsvaekkende billeder af krigens ofre og historier om lidende skaebner. Kvalmen steg i takt med antallet af beretningerne om de mange grusomheder mennesket er i stand til at udfoere i god tro  - til aere for sit land. Det foerte naturligvis til snakke om uhyggelig hjernevask og den ufattelige meningsloeshed af krig, vold og oedelaeggelse. 
Men trods den daarlige smag i munden herefter, foeles turen paa 'War Remnants Museum' i den grad som en vigtig del af vores besoeg i Vietnam - det er trods alt naesten ingen tid siden, at alt denne grusomhed blev skrevet ind i den vietnamesiske historie.
Heldigvis var der ogsaa en snert af haab at finde paa museet; udstillings-lokalet med minder om den globale modstand af krigen. Avisartikler, kampagneplakater og lignende fortalte om de enorme maengder af mennesker verden over, der rejste sig og gjorde hoejlydt oproer mod brutaliteten i Vietnam-krigen. Rart at afslutte museums-besoeget her, og vi forlod bygningen uden at have mistet tilliden til menneskeheden totalt.

Udover laerdom om den vietnamesiske historie og kig paa vigtige monumenter, fik vi oplevet den hektiske storby ved slentren rundt i gaderne, og en lang, men hyggelig, aften paa bar.
Lillesoester Signe drog afsted med fly fra Asiens land som planlagt, og vi to blev en enkelt nat mere, inden vi drog mod Chau Doc, for at moedes med vores franske venner Luc og Mag, og derefter rejse sammen med dem over graensen ind i Cambodia. 
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: