Dag 3: Destination grusgrav

Trip Start Feb 21, 2010
1
47
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
Lan Anh Hotel

Flag of Vietnam  , Lai Châu,
Saturday, September 18, 2010

Dagens tur: Son La - Muong Lay = 179 km




Dagen startede stille og roligt med et museumsbesoeg i Son La. Her findes nemlig ruinerne fra et gammelt, fransk faengsel tilbage fra koloniserings-tiden.
Hostorisk er stedet af stor betydning, men man kan ikke ligefrem sige at det slog benene vaek under os tre. Vi slentrede rundt i murbrokkerne en times tid, og fik laest om nogle grusomme skaebner paa stedet, og saa gik turen ellers videre.


Det startede fint, og vi stoppede endda ind, ikke ret langt efter start, for at besoege en 'Black Thai'-landsby. Folket her var saa glade og smilende, og viste gerne frem, hvad de havde at byde paa, om det saa var salg af groentsager eller produkiion af risvin i store spande. Saa dejligt nede paa jorden, og vildt hyggelig stemning.


Lidt senere passerede vi et enormt kampagne-skilt, der taarnede sig op ved vejkanten; et billede af en valmue-hoestende lokal-kvinde tilfoejet nogle saetninger paa vietnamesisk. Det er ment som en advarsel mod den ulovlige opiums-produktion i omraadet, hvilket stadig i dag er et problem at faa udryddet.
Under baade franskmaendenes og amerikanernes tilstedevaerelse i Vietnam, var opiums-produktionen uofficielt lovliggjort, og det dyrkedes i stor stil i bjergene her omkring. Regeringen havde nemlig opfattet de fremmede troppers store interesse i rusmidlet, saa salget gik strygende, og pengene stroemmede lige ned i vietnamesiske lommer. 
Sidenhen er opium naturligvis blevet ulovliggjort, men produktionen fortsaetter hvisse steder i det skjulte heroppe i bjergene. Der er nemlig stadig rigelige maengder penge  i det, efterspoegrslen kommer nu bare andetsteds fra. Stofferne bliver fragtet over smaa, ubemandede graenseposter til Laos, og herfra videre ned til det sydlige Thailand hvor kunderne - nemlig de vestlige turister - er at finde i massevis; typisk.


Underbejs blev udsigterne over diverse dale med dyrkede bjergsider i forskellige groenne nuancer, naermest smukkere og smukkere for hvert lille stop vi lavede, og vejret var stadig med os; saadan!
Desvaerre skulle det selvfoelgelig ikke altsammen vaere lutter lagkage..
For det foerste endte vi op til flere gange lige bag en karavane af enorme, larmende lastbiler, der ploejede de stoevede veje lige i hovedet paa os - og det er bare ikke rigtig helt ligetil at overhale, naar de for det meste fylder hele vejen.
For det andet blev vejforholdene delvist vaerre og vaerre, og den sidste halvanden times koersel var det rene helvede. Det er haardt nok i sig selv, at klare sig igennem det allersidste stykke, naar man med udmattelsen haengende langt ude af halsen, bare gerne vil have lov til at komme af motorcyklen og ligge lidt ned.
Faktisk var vejen paa den sidste del af ruten praktisk talt ikke-eksisterende. Der var gang i en hel masse byggearbejde, saa det der engang havde vaeret grusvej, var nu efterladt med enorme huller og loest jord, der gjorde koerslen meget meget mere kraevende.

Da vi endelig moejbeskidte ankom til guesthouset i Muong Lay, blev vi en smule chokerede over at finde os selv i noget der naermere mindede om en enorm grusgrav, end en by. Paa grund af vej- og brobyggerier var byen omkranset af store kraner, maskiner og udgravninger paa krater-stoerrelse - ikke et saerligt hyggeligt eller indbydende sted at besoege. Men traetheden var heldigvis ligeglad, og vi fik os en dejlig nats soevn her alligevel.
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: