'Hello teacher may I please come in?..'

Trip Start Feb 21, 2010
1
40
112
Trip End May 19, 2011


Loading Map
Map your own trip!
Map Options
Show trip route
Hide lines
shadow
Where I stayed
Sengkeos Guesthouse
SAE LAO

Flag of Lao Peoples Dem Rep  ,
Thursday, August 12, 2010

Saa er vi kommet til Laos; et land vi begge to har glaedet os helt vildt meget til at opleve.
..og indtil videre har det bestemt ikke skuffet os; her er saa fantastisk smukt, og folket er det mest chillede, venlige, aabne og hjaelpsomme man kan forestille sig. 
Selv hovedstaden Vientiane foeles som en forstoerret landsby, med et enkelt lille 'shopping mall' og 7-eleven og diverse gigantiske fast food kaeder helt ude af billedet; fantastisk at der rent faktisk stadig findes steder, hvor den slags ikke har overtaget endnu.
En anden bonus ved Laos er deres madkultur. Fra den franske besaettelse i sin tid, har laoterne nemlig taget bage-kunsten til sig. Saa det er rent faktisk muligt at faa sig en billig, friskbagt baguette-sandwich med diverse slags fyld, og nogle steder endda med ost - dejlig afveksling fra de uendeligt mange asiatiske nuddel- og risretter. 
Saa Laos er altsaa hurtigt blevet vores favoritland paa vores syd-oest-asiatiske eventyr.


Nu afsluttede vi godt nok seneste entry med den meddelelse, at vi ville til byen Luang Prabang for der at arbejde som frivillige paa et oekologisk landbrug..
..men det viste sig, at blive helt anderledes.
For det foerste ligger denne 'Organic Farm' slet ikke i Luang Prabang, men i Vang Vieng, og for det andet valgte vi stedet fra til fordel for et andet hjaelpe-projekt i samme by. 
Saa altsaa i sidste oejeblik blev planerne lagt om, men stadig fast besluttede paa at slaa os ned og arbejde for en tid.
Efter omkring et halvt aar med rejsen rundt, er det nemlig tydeligt at maerke, at vores begejstring daler. "Endnu en smuk oe med lange hvide sand-strande, endnu et bjerg med endnu et vandfald, endnu en jungle..suk" - ja vi lyder maaske som nogle utaknemmelige snotunger, men vi har altsaa maatte indse, at der skulle noget andet end endnu en dags turisme til, for at vi kunne saette ordentligt pris paa det vi oplever her.


Saa ved vores ankomst i Vang Vieng fandt vi frem til manden bag SAE LAO projektet, og flyttede dagen efter syv kilometer udenfor byen i en lille landsby ved navn Nathong, for her at hjaelpe med bygning af skole/forsamlingshus/bibliotek om dagen, og undervise de lokale boern i engelsk om aftenen.
Vang Vieng er ellers ret saa turistet. Byen er kendt for druk og glade dage og i saerdeleshed deres tubing-arrangement et par kilometer udenfor centrum. Det er saadan set mest af alt bare en smart maade at tjene gode penge paa floden, der gaar langs byen. Her er opsat et hav af barer langs flodbreden, og saa flyder man afsted med stroemmen i sin traktor-daek-slange, og bliver hevet ind til siden naar drinken er tom, og det er tid til en refill.
Ideen lyder jo vaeldigt festlig, og det er det saadan set ogsaa, maaske lidt for festligt endda.. Desvaerre betyder det nemlig at der aaret rundt, dagen lang brager musik ud, og vaelter fulde turister rundt, hvilket oedelaegger den ellers saa fredelige Laos-atmosfaere, og giver boernene i landsbyen taettest paa tubing-masserne, et forvraenget billede af rejsende i Laos.


Men altsaa alt dette var vi det meste af tiden langt fra, da landsbyen med SAE LAO projektet ligger syv kilometer i den modsatte retning af tubing-raeset. Og her var i den grad fredeligt.. eller i hvert meget meget mere lokalt. 
En helt igennem chillet stemning og en  haandfuld hjaelpsomme, fastansatte laotere. 
Overnatning skete paa gulvet i en helt simpel bambus-hytte, midt ude i ingenting, men det forsikrede os dog ikke nattero.. Der var naboens koeer der soegte ly for regnen under hytten, rede-byggende mus i de visne blade paa taget, stedets yngste gris, der havde fundet et huld i grisestiens hegn og derfor gryntede rundt i urtehaven, til tider en landsby-hund eller to der snorkede i fodenden, nogle gange et par rotter i hjoernerne, katten der synes det var sjovt at klatre paa bambus-vaeggene, og saa selvfoelgelig cikadernes evige jungle-larm, som vi dog efterhaanden har vaennet os til. Saa med hele dyrehavens natte-spetakel som sove-kammerater, satte vi i den grad stoerre pris paa den landlige idyl om dagen.


Dagtimerne gik som sagt med byggeri sammen med nogle stykker af de lokale. Der var allerede lavet et fundament og bygget bambus-tag paa soejler af sten da vi ankom, saa vores job var at give stedet vaegge. Som et billigt, og lettere tilgaengligt, alternativ til mursten eller trae, bygges stedet af mudder. 'Stenene' er stoebt og toerret til nogle store, tunge jord-klodser, og laegges saa ligesom mursten, med et godt lag mudder som bindemiddel. Udover jord og vand, er mudderet blandet op med tomme risskaller, der skulle goere det endelige vaerk meget mere robust. 
Det er haardt, moeg-beskidt og langsommeligt arbejde, men det var faktisk helt okay med oemme muskler og jord under neglene, for hvor var det rart at foele sig lidt til nytte igen.
Desvaerre var det langt fra alle dage der var arbejde. Enorme maengder regn gjorde det flere dage umuligt at bibeholde mudderets rette, klaebende konsistens, og hver onsdag er det 'Buddha-day', hvilket i Laos betyder 'haeng ud i haengekoejen og drik en Beer Lao eller to', man maa i hvert fald ikke arbejde! Som sagt er laoterne jo ogsaa ekstremt chillede og bestemt ikke ramt af arbejds-narkomani, saa enhver undskyldning for at skubbe dagens pligter til imorgen (Moun), blev flittigt taget i brug.


Regn eller ej, saa var der i hvert fald engelsk-undervisningen om aftenen. Boernene (fra 6-16 aar) stroemmede til fra de naertliggende landsbyer, og sad klar paa bambus-baenkene ved 18-tiden. Deres kunnen varierede meget, men alt i alt var det meget simpel undervisning - det er jo trods alt noget af en udfordring naar det baade er nyt sprog og nyt alfabet der skal laeres.
Som dagene gik, og rygtet om de to nye laerere blev spredt blandt boernene, kom flere og flere til, og den sidste uges tid var baenkene fyldt med 30-40 boern, ivrige for at laerer. Dejlige, glade unger, der maaske havde en del besvaerligheder med at udtale 'spoon' og 'fork', men lirede 'teacher may i please come in' af uden de store problemer, naar de (for det meste) kom et kvarters tid for sent til undervisning, hehe..
Desvaerre er der kun mulighed for undervisning naar der er frivillige paa stedet, saa det gjorde lidt ondt at maatte sige farvel til dem efter to ugers tid.


Vores weekend spenderede vi inde i Vang Vieng paa Sengkeos (ham der staar bag SAE LAO projektet) guestouse. Her noed vi godt af at kunne sove laenge i en rigtig seng - uden forstyrrende koeer osv. - og saa fik vi smagt paa Vang Viengs natteliv, med en 'god videre rejse, og tak for nu'-bytur sammen med vores eneste anden frivillig-kollega; hollaenderen Bourke.
Diverse barere kaster bogstaveligt talt om sig med gratis lao-whiskey, saa det blev til en vaeldig aften, og toemmermaend dagen efter, der lige naaede at lette inden den syv kilometer lange gaatur tilbage til arbejdet og boernene i Nathong Village.



Sengkeo har store ambitioner om SAE LAO, og det var til tider svaert at se sammenhaengen mellem de visioner han fortalte os om, og saa den hastighed arbejdet i virkeligheden foregik i derude.
Det skal nu ogsaa lige siges at vi ankom paa et lidt uheldigt tidspunkt; for det foerste var det lige praecis toppen af regnsaesonen, og for det andet havde Sengkeos kone lige foedt en yndig, lille pige faa timer inden vores ankomst til Vang Vieng, saa han var klart nok ret travlt optaget af andet end lige mudder-byggeri.
Den anden halvdel af SAE LAO 'bestyrelsen', den franske kvinde Anais, havde desvaerre ogsaa lidt travlt mens vi var der. Der er nemlig et bryllup paa trapperne for hende og en af landsbyens lokale, hvilket det laotiske system synes at goere saa besvaerligt som overhovedet muligt.. Alt det efterlod os til tider med en lidt for ustruktureret fornemmelse af stedet, og der var for mange timer der bare blev haengt ud. Af samme grund blev det ogsaa til kun lidt mere end to ugers tid her, selvom vi egentlig havde regnet med mindst tre..


Men uden tvivl var det en vildt fed oplevelse at vaere med i SAE LAO projektet, og det har virket som vi haabede; vores rejselyst er i den grad tilbage!Det var rart at lave noget, og ikke bare for egen underholdnings skyld. Vi skal bestemt heller ikke brokke os, for selv de dage, som gik lidt lamgsomt, med bare regn og regn og forberedelse til aftenens undervisning, ja selv de dage, kunne vi smile over at vaagne op i smukke Laos, med de groenneste rismarker for foden af limstens-klipperne, der omkranser hele byen, og The Blue Lagoon kun faa meter nede af grusvejen, som er det oplagte badested midt i alt det groenne.
Vi er saa klar til at see mere Laos!
Slideshow Report as Spam

Use this image in your site

Copy and paste this html: